ForsideDebatRasmus Prehn & Morten Klessen: EU kan afhjælpe dansk rastepladsproblem!

Rasmus Prehn & Morten Klessen: EU kan afhjælpe dansk rastepladsproblem!

Der verserer i øjeblikket en debat om at danske lastbilschauffører og vognmænd modtager mange bøder for ulovlige parkeringer på rastepladserne.

AF Rasmus Prehn, transportordfører og MF for Socialdemokratiet Morten Klessen, kandidat til Europa Parlamentet for Socialdemokratiet

Det er åbenlyst, hvorfor problemet er opstået: Social dumping og lavtlønschauffører fra hele Verden har oversvømmet de danske veje. De danske rastepladser er nemlig overfyldte med udenlandske lastbiler, og det er der flere grunde til.

Først og fremmest skyldes det, at lavtlønschauffører, primært fra Østeuropa, men også fra ikke-EU-lande som Usbekistan, Kasakhstan, Ukraine og Filippinerne, i dag står for meget store dele af transportarbejdet i Europa. Det gør de fordi de bruges som billig arbejdskraft – også af danske virksomheder.

Det siger sig selv, at hverken en rumæner, en lette eller en filippiner bare lige kan køre hjem til konen, når arbejdsdagen er forbi, fordi arbejdet udføres mere eller mindre permanent i Danmark og nærmeste omegn. De er derfor henvist til rastepladserne, hvor de henslæber størstedelen af den tid, de ikke sidder bag rattet.

Men det får som konsekvens, at der er for få pladser til danske chauffører og vognmænd som pga. deres transportarbejde, på ordnede løn- og arbejdsvilkår, ikke har mulighed for at nå hjem til familien. Og derfor presses flere og flere ud i ulovlige parkeringer.

Men måske vi skulle gøre noget ved årsagen, frem for symptomerne?

I EU har der i årevis pågået en stor diskussion om, hvordan man kan komme social dumping i transportbranchen til livs, og hvordan man kan sikre fair vilkår og fair konkurrence. EU-Kommissionen kom med et stort anlagt udspil, de såkaldte vej- eller mobilitetspakker, som siden blev behandlet i Europa Parlamentets såvel beskæftigelses- som transportudvalg.

Siden kom ministerrådet med deres ellers udmærkede indstilling, som imidlertid heller ikke fandt gehør. Indstillinger fra udvalgene – som var rygende internt uenige – kunne ikke finde nogen former for flertal i Europa Parlamentet, og så sent som i januar kunne Europa Parlamentets transportudvalg end ikke blive enig med sig selv, endsige finde flertal for særlig meget.

Alt tyder nu på, at arbejdet ikke bliver stemt igennem i foråret.

Og med et nyt valg til Europa Parlamentet til maj, må godstransporterhvervet skue langt ud i fremtiden for at få øje på brugbare fælleseuropæiske løsninger. Det er uholdbart. For som eksemplet med rastepladserne viser, så er danske vognmænd og chauffører presset på mange leder og kanter.

Ikke alene betyder lavtlønschaufførerne fra Østeuropa og 3.-lande at transportmarkedet er gennemsyret af social dumping. Vi så det i sagen fra Padborg, hvor filippinske chauffører arbejde for 15 kroner i timen, hvad en dansk chauffør hverken kan eller burde skulle konkurrere med.

Men også når der fyldes op på rastepladsen, så den danske vognmand eller chauffør ikke kan få plads, og derfor en henvist til et urimeligt dilemma, som lægger et pres på manden bag rattet: Enten får du en høj bøde for ulovlig parkering, fordi du overholder din køre- og hviletid. Eller du bryder din køre- og hviletid og risikerer en bøde, fordi du ikke vil parkere ulovligt.

De seneste 10 år er antallet af lastbiler fra Østeuropa eksploderet. Men det er ikke rimeligt at danske vognmænd først skal udkonkurreres på unfair vilkår – og dernæst skal rammes af tårnhøje bøder.

At EU ikke har kunnet finde en løsning er pinligt, og det vil være en mærkesag for Socialdemokratiet at få presset ordentlige og velfungerende regler igennem hurtigst muligt i det kommende Europa Parlament.

Deltag i debatten på Jammerbugtposten.dk - Skriv en kommentar til denne artikel:

Skriv venligst en kommentar
Indtast dit navn

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER