Det kan godt være, at det endte med et lidt gnidret punktum, men resten af fodboldåret 2020 har været en særdeles velskrevet fortælling for Jammerbugt FC.
2020 blev rundet af med et nederlag hjemme i den udsatte pokalkamp mod Holstebro. Det var en ærgerlig afrunding, men det var også årets første og eneste nederlag. Indtil corona satte en stopper for holdets sidste tre kampe i 2. division sad de blåblusede alene på toppen af tabellen i gruppe 1, ubesejret med 24 point fra syv sejre og tre uafgjorte.
Jammerbugt FC overvintrer nu på en solid tredjeplads med kun to point til førstepladsen og tre udsatte kampe på hånden. Bag den imponerende pointhøst ligger en række stærke præstationer og gode fodboldoplevelser. En holdindsats ud over det sædvanlige.
Udenfor banen har den positive udvikling også været synlig med ikke mindst ny tribune, nyt stadionlys og diverse fine udviklingsprojekter rundt omkring på fodboldanlægget.
Det hele blev skudt i gang i årets begyndelse med en vellykket træningslejr til Tyrkiet, hvor klubbens ældste talenthold også var inviteret med. En succes, der grundlagde et godt fodbold år, med stærke præstationer og et stærkt sammenhold.
– 2020 har været et fodbold år, der startede med store forventninger og nok også lidt ængstelighed, da vi skulle kæmpe om at komme i top seks i foråret. Det kom vi. Vi vandt den første kamp og blev så lukket ned af corona, hvorefter vores skæbne blev besluttet, indleder Bo Zinck sit tilbageblik på et både usædvanligt godt, men også bare usædvanligt fodbold år i det hele taget.
Der har været mange højdepunkter året igennem, men et af de første står også tilbage, som et af de største.
– Op til forårssæsonen var vi på træningslejr i Tyrkiet, og det er noget af det, der står helt klart for mig. Det, at vi lykkedes med den tur, er stort. Det betød rigtig meget for truppen og at vi havde U19 med dernede gjorde det endnu bedre. Det er et helt klart højdepunkt i sæsonens første kvartal, og det gav os meget, som stadigvæk har betydning, forklarer cheftræneren og understreger forberedelsernes betydning for et succesrigt fodbold år.
– Vi kommer i oprykningsspillet og leverer efter min mening en fantastik præstation. Vi går ubesejret igennem og har en fantastisk tro på tingene til det sidste, hvor vi er tæt på at sende Helsingør i mørket i overtiden af sidste runde. Så vi havde en fantastisk tro og gejst fra foråret, som vi tog med os videre.
De blåblusedes succes blev også bemærket i det øvrige fodbold Danmark og det betød bl.a. at to af holdets profiler, i form af Emil Kobberup og Zander Hyltoft, blev hentet til Vendsyssel FF. Truppen viste dog sin styrke, og med nogle forstærkninger i løbet af sommeren, formåede holdet at fortsætte de gode takter ind i efteråret.
– I sommerpausen formår vi igen at sende nogle spillere længere op i de danske fodboldrækker. Vi får efterfølgende styrket truppen godt, og så er der altid en vis tvivl om, hvor man så står som hold forud for en ny sæson. Der må vi bare sige, at vi har stået godt. Vi har leveret et efterår, der har været helt fantastisk, evaluerer Zinck, der med syv sejre, tre uafgjorte og nul nederlag har noget at have det i.
– I to ud af vores tre uafgjorte kampe er der blevet scoret imod os i det sidste 12 sekunder af kampen, så her kunne vi måske have fået endnu flere point med. Jeg synes, vi har vundet vores sejre fortjent, spillet godt og lavet masser af mål, samtidig med vi har haft en god og solid defensiv. Vi har haft mange forskellige målscorer og ligeså mange, som har lavet assists. Så vi har en stærk trup, hvor alle bidrager både offensivt og defensivt. Det glæder mig enormt.
Der har været mange fodboldmæssige højdepunkter undervejs. Ingen nævnt, ingen glemt. Sammen styrker de troen på at endnu et godt fodbold år venter i 2021, også selvom armene kom ned igen i årets sidste kamp.
– Vi taber til Holstebro i pokalturneringen her til sidst, og det er vi selvfølgelig kede af. Men med de individuelle fejl, der sneg sig ind, blev det en kamp, som var svær at vinde. Men det tager ikke glæden og stoltheden af, at vi har leveret et 2020, som sjældent er set. Et helt og aldeles fantastisk fodbold år. Det skal vi virkelig være stolte af og det gælder alle i hele klubben, understreger Bo Zinck og fortsætter.
– Det bliver svært at gentage. Vi vil gøre alt for at gøre det og gøre det endnu bedre også, men vi skal huske tilbage på det her fodbold år som fantastisk, trods en svær corona-tid, hvor det i perioder har været stop og start, stop og start. Her har drengene været gode til at være klar, når de skulle. Det synes jeg er imponerende og alt i alt er jeg stolt over at have stået i spidsen for dette i 2020. Det har været en fornøjelse og det skal vi have lov at gå på juleferie med, og så med et lille træningsprogram i lommen også, supplerer Zinck med et lille smil.
– Som jeg har sagt til spillerne, så skal vi være stolte lige indtil tirsdag d. 4. januar, for så starter det hårde arbejde igen på banen. Jeg er sikker på, vi får en flok spillere tilbage med masser af selvtillid. Vi har masser at spille om i foråret, hvor vi er med til at spille om vores målsætning om top 6 og hvor vi er med helt oppe, hvor det er sjovt. Det glæder vi os til.
Jammerbugt FC spillerne havde årets sidste træning tirsdag denne uge, hvor der blev sagt tak for i år og ønsket god juleferie. Den 4. januar snøres støvlerne som nævnt på ny. Her starter forberedelserne til et nyt og spændende fodbold år, som fløjtes i gang d. 27. februar. Her spilles den første af de tre udsatte kampe. Det er hjemme på Sparekassen Vendsyssel Arena mod Næsby.
Indtil da er der grund til at nyde det netop afsluttede fodbold år og glædes ved de mange gode oplevelser og de mange point, der varmer vinteren over.
En stor tak for opbakningen til alle vores trofaste støtter! Vi glæder os til endnu et interessant fodbold år med masser på spil.