ForsidePandrupJammerbugt FC spillede sig tirsdag videre i Sydbank Pokalen

Jammerbugt FC spillede sig tirsdag videre i Sydbank Pokalen

Jammerbugt FC spillede sig tirsdag videre i Sydbank Pokalen, da det ude mod Vejgaard B. blev til en sejr på 2-0.

Jammerbugt FC havde til pokalopgøret skiftet på flere pladser med henblik på at holde hele truppen på tæerne og samtidig lade nogle spillere hvile stængerne, inden der igen er divisionskamp den kommende weekend.


Selvom spillet måske ikke flød så frit i perioder, viste divisionsmandskabet sig alligevel som det stærkeste hold på dagen. Jammerbugt FC kontrollerede kampen mod et hårdtarbejdende Vejgaard hold. Det blev ikke til mange af de helt åbne chancer i kampens indledende fase, men stille og roligt nærmede holdet sig en scoring.

Målet kom efter 25 minutters spil, da et frispark blev sendt i et tæt pakket felt. Her fik Nikolaj Lyngø mast sig forrest i køen og prikket indlægget i nettet til en 1-0 føring. Anders R. Jensen havde senere et godt forsøg fra distancen, men det blev ved etmålsføringen frem til pausefløjtet.

I 2. halvleg fortsatte kampbilledet. Jammerbugt FC kontrollerede spillet og dukkede med jævne mellemrum op til en målchance. Men i mange aktioner blev det ved lige ved og næsten, og selvom der på overfladen ikke var grund til bekymring, sneg der sig alligevel lidt usikkerhed ind som minutterne gik uden scoring nummer to.

Vejgaard B. er ikke ligefrem kendt for at give op på Soffy Road, og det gjorde Aalborg holdet heller ikke denne aften. De hvidblusede havde dog svært ved at spille sig til chancer. Med lidt mere end 10 minutter tilbage af opgøret blev døren alligevel sat lidt på klem, da Søren V. Pedersen modtog sit andet gule kort og dermed måtte forlade kampen før tid.

Og Vejgaard var minutterne efter tæt på at sparke døren ind og spille sig tilbage i kampen. Men Jammerbugt FC afværgede et par nærgående Vejgaard angreb og slog i stedet til i den anden ende.

En mand i undertal lukkede Jammerbugt FC så endelig opgøret med en scoring til 2-0. Michael Stokbro sendte en flad bold i feltet og her blev den mødt af et veltimet løb fra Bardhec Bytyqi, som tæt under mål dirigerede bolden i mål.

Herfra var der ikke mere at komme efter. Jammerbugt FC havde sikret sig en fortjent sejr og en billet til næste runde af Sydbank Pokalen, hvor divisionskollegaerne fra Middelfart venter hjemme på Sparekassen Vendsyssel Arena. En kamp som efter planen skal spilles tirsdag d. 6. oktober kl. 18.30.

Vejgaard B. – Jammerbugt FC: 0-2 (0-1)
25’ 0-1 Nikolaj Lyngø, Jammerbugt FC
78’ Rødt kort, Søren V. Pedersen, Jammerbugt FC
81’ 0-2 Bardhec Bytyqi, Jammerbugt FC

Jammerbugt FC: Marcus B. Sørensen – Emil From (Michael Stokbro), Nikolaj Lyngø (Sead Gavranovic), Søren V. Pedersen, Emil Nielsen – Max Møller (Martin Rom Nielsen), Christian Rye, Anders R. Jensen, Essam Salamoun (Bardhec Bytyqi) – Viktor Ahlmann, Morten U. Thomsen (Simon Jensen). Ikke benyttet: Lasse Jensen.

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER