Immunboostende suppe, shakes med masser vitaminer og kosttilskud med store doser C-vitamin.
Rådene er pt. mange på de sociale medier, når det kommer til at styrke sit immunforsvar, så man undgår at blive smittet med coronavirus.
Men det er misinformation, som risikerer at vildlede danskerne, understreger Fødevarestyrelsen:
“Der er ingen tvivl om, at et velfungerende immunforsvar er afgørende i kroppens kamp mod sygdomme, men det er vigtigt at understrege, at der ikke findes nogen superfoods, som kan holde coronavirus for døren,” siger specialkonsulent hos Fødevarestyrelsen Trine Grønlund i en pressemeddelelse.
Følg Sundhedsstyrelsens anbefalinger
Hun understreger, at langt størstedelen af befolkningen allerede får dækket deres vitamin- og mineralbehov via den kost, som de spiser.
Den bedste måde at beskytte sig mod coronavirus er derfor at følge Sundhedsstyrelsens anbefalinger om fx god håndhygiejne, nys og host i ærmet og begrænse fysisk kontakt med andre.
“Man kan også følge Fødevarestyrelsens råd om gode køkkenvaner. Fx er det en god idé at vaske dine hænder regelmæssigt, når du tilbereder mad, skylle frugt og grønt og holde rå og spiseklar mad adskilt,” siger Trine Grønlund.