Nedlukningen af Danmark forlænges

Statsminister Mette Frederiksen. Fotograf: Steen Brogaard.
Print Friendly, PDF & Email

På et pressemøde i statsministeriet har statsminister Mette Frederiksen (S) i dag offentliggjort, at alle de tiltag man har søsat i kampen mod corona-virus forlænges frem til den 13. april.

– Vi har en tro på, at det nytter. Det er vigtigt, at vi som land holder fast. Jeg ved, at det er rigtig svært for mange mennesker, men vi tror på, at det virker, siger Mette Frederiksen.


Den midlertidige grænsekontrol gælder allerede henover påsken, og det samme gør rejsevejledningerne. Alle andre tiltag forlænges altså frem til 13. april.

Det gælder for det første hjemsendelsen af offentligt ansatte, der ikke varetager kritiske opgaver, ligesom det gælder nedlukningen af skoler, dagsinstitutioner, fritidstilbud, restauranter, frisører, barer, diskoteker og mange andre.

– Der vil være forandringer for os allesammen, og jeg tror, hele den offentlige sektor kommer til at trække på borgernes tålmodighed, siger statsministeren.

– Vi har et andet Danmark, når vi er på den anden side af det her.

Forlængelsen omfatter også det midlertidige forbud mod at forsamle sig mere end 10 personer, hvilket mange danskere ellers har for vane at gøre i forbindelse med påsken. I den forbindelse opfordrer statsministeren til, at man fortsat holder afstand:

– Bliv ved med at tænke jer godt om. Brug andre metoder til at snakke med hinanden, og hold jer hjemme i Danmark. Brug Facetime eller send et gækkebrev, siger Mette Frederiksen.