Journalist skal løfte Fonden Sol og Strands virke

Margit og Kjeld Andersen. Foto: Sol og Strand Fonden
Print Friendly, PDF & Email

Journalist skal løfte Fonden Sol og Strands virke

Interessen for ”Fonden Sol og Strand ved Margit og Kjeld” er vokset så meget, at der nu er ansat en fondskoordinator til at håndtere de stigende antal henvendelser og arbejde i fonden.

Fonden så dagens lys i 2019, da stifterne af Sol og Strand Feriehusudlejning A/S, Margit og Kjeld Andersen, besluttede at overdrage deres livsværk til en fond, der har til formål at støtte velgørende organisationer og lokale formål.

I fondens levetid er der årligt blevet uddelt en million kroner. På grund af Sol og Strands gode udvikling har det i år været muligt at øge beløbet til tre millioner kroner, og forventningen er, at fondens aktiviteter vil være stigende i de kommende år.

-I løbet af de fire år fonden har eksisteret, er fondsansøgningerne vokset i antal, og det samme er interessen for fondens arbejde, hvilket er meget glædeligt og utroligt positivt, siger fondens bestyrelsesformand, Jens Stadum.

Til at varetage det stigende antal opgaver i fonden, har bestyrelsen pr. 1. september ansat journalist Lone Hejlskov.

Lone Hejlskov. Foto: Sol og Strand

-Vi mener, at vi har fundet den rette person til at varetage jobbet – Lone Hejlskov har tidligere været ansat som kommunikationsansvarlig i Sol og Strand Feriehusudlejning og har derfor indgående kendskab til stifternes drømme og visioner omkring fondens etablering og dens formål, siger administrerende direktør i Sol og Strand Feriehusudlejning A/S og medlem af fondens bestyrelse, Per Dam.

En unik mulighed

Lone Hejlskov har været ansat i Det Nordjyske Mediehus i sammenlagt godt 19 år, hvor hun har bestridt forskellige funktioner – herunder som studievært på tv-kanalen 24Nordjyske.

Desuden var hun i to år ansat hos Sol og Strand Feriehusudlejning – et job hun forlod i 2021 for, sammen med sin ægtefælle, at realisere en iboende drøm om at drive et hotel på Djursland.

Nu er hun imidlertid tilbage i det nordjyske, hvor hun glæder sig til at komme i gang med opgaverne i fonden.

-Det er et job, der føles skræddersyet til mig – her får jeg en unik mulighed for at arbejde med det, jeg brænder for, kommunikation og relationer, og samtidig er det et job, hvor jeg som medarbejder er med til at gøre en positiv forskel for andre, siger Lone Hejlskov.

-Jeg ser frem til dialogen med foreninger og organisationer, som søger fra puljen og til samarbejdet med fondens bestyrelse, siger Lone Hejlskov.

Livsværket er fremtidssikret

Ægteparret Margit og Kjeld Andersen glæder sig over, at visionerne for deres livsværk er ført ud i livet.

-Vores mål med denne fond er at sikre, at vores livsværk bevares og udvikles på danske hænder, og at overskuddet i Sol og Strand kan være med til at støtte velgørende organisationer. Det er derfor glædeligt at følge fondens positive udvikling, siger Kjeld Andersen.

-Siden vi etablerede fonden for fire år siden, har vi haft en forhåbning om, at vi kunne øge størrelsen på det beløb, vi uddeler, og det er lykkedes nu. Vi glæder os over, at vores livsværk kan medvirke til at gøre en forskel for andre, siger Margit Andersen.

FAKTA:

”Fonden Sol og Strand ved Margit og Kjeld” udlodder i 2023 i alt tre millioner fra to puljer, hvoraf den ene pulje har åbent for ansøgninger hele året – den er målrettet projekter på under 10.000 kroner. 

Den anden pulje, som udloddes en gang om året, er til projekter på over 10.000 kroner, og her er der ansøgningsfrist frem til 30. september.

Donationerne fra denne pulje uddeles i december.

Læs mere på: https://www.fondensologstrand.dk

LÆS OGSÅ: Økonomiudvalget behandler nye åbningstider i Borgerservicecenterne