365discount og kendte organisationer går sammen om opfordring til regeringen: Skær momsen på frugt & grønt
I en henvendelse til Fødevareminister Jacob Jensen opfordrer Kræftens Bekæmpelse, Hjerteforeningen, Diabetesforeningen og dagligvarekæden 365discount regeringen til nu at sænke momsen på frisk frugt og grønt.
Det sker på baggrund af et forsøg, 365discount gennemførte i sine godt 300 butikker i forbindelse med Folketingsvalget i oktober 2022. Her sænkede kæden priserne på frugt og grønt med, hvad der svarer til momsen. Samtidig startede 365discount en underskriftsindsamling blandt danskerne for at undersøge, om der var opbakning til differentieret moms.
Resultatet var markant:
- Salget af grønt steg med 44 procent sammenlignet med den tilsvarende periode året før
- Salget af frugt steg med 23 procent
- 14.852 støttede initiativet med lavere moms på frugt og grønt
”Vi kæmper alle for at gøre de sunde varer lettere tilgængelige for flere danskere. En lavere moms på frugt og grønt er en meget enkel måde at gøre det på. Effekten vil være stor, provenutabet beskedent. Vores forsøg viser, at der vil komme et markant større salg af de sunde varer,” siger direktør Thomas Nielsen, 365discount.
I Kræftens Bekæmpelse siger projektchef Peter Dalum:
”Det er et glimrende eksempel på, hvor meget prisen betyder for vores indkøbsvaner. Og lige præcist det at reducere prisen på frugt og grønt er en klar anbefaling fra WHO med henblik på at forebygge overvægt. Fordelen ved differentieret moms er, at det især er de prisfølsomme forbrugere der får ekstra støtte til at træffe et sundere valg. Og som en del af en større pakke vil det bidrage til at udligne noget af den sociale ulighed, som vi ser i indkøbsvanerne.”
I Hjerteforeningen siger chefkonsulent Natasha Selberg:
”Lavere priser på grønne fødevarer gør danskerne mere motiverede for at købe mere frugt og grønt, og der er ingen tvivl om, at det vil være godt for folkesundheden. Derfor er vi også glade for forslaget, som forhåbentlig kan blive til virkelighed. I Hjerteforeningen er vi optagede af, at hvis man skal hjælpe danskerne til en sundere livsstil, så skal vi indrette moms- og afgiftssystemerne således, at det ikke bare bliver billigere at købe sundt, men også dyrere at købe usundt.”
Chefkonsulent i Diabetesforeningen, Signe Riis Andersen:
”Væksten i overvægt og kronisk sygdom er en stille sundhedskatastrofe. Alene type 2-diabetes vil de kommende syv år næsten fordobles til op mod en halv million danskere. Usunde madvaner, er næst efter tobak den risikofaktor, der kan tilskrives flest dødsfald og sygdomme i Danmark. Sund moms kan skubbe danskernes madvaner i en sundere retning, og vi håber, at initiativet vil inspirere til politisk handling, for folkesundhedens skyld.”