ForsidePandrup25 år som formand for PGU Pandrup

25 år som formand for PGU Pandrup

I år kan Inger Kristensen fejre sit 25. år som formand for PGU Pandrup – en flot milepæl i hendes store engagement i foreningslivet, som har været en fast del at Inger siden barnsben. Hun startede ud som gymnast i Aabybro, hvor hun er vokset op – hvorefter instruktørgerningen startede i 1967 og ledelse i foreningslivet kom til som en naturlig del.

Gymnastikken og dens væsen er Ingers hjertebarn – det var her det hele startede og hun ligger da heller ikke skjul på, at det er her grundstenen til hendes virke er. Interessen og engagementet fik ekstra næring på Idrætshøjskolen i Sønderborg i 1971/72. Højskolebevægelsen fylder meget som grundlag for hendes foreningsarbejde. Hun vægter højt at ”frihed giver rum til forskellighed” og ”værne om traditioner og samtidig plads til fornyelse og udvikling”; – det er ikke kun i ord men også i handling.


Efter Højskoleopholdet flyttede Inger til Pandrup og købte Dalsagergaard, sammen med sin mand Poul. Dagligdagen har været præget af Ingers arbejde i banken, landbruget, instruktør i gymnastik,  foreningsarbejde og aller vigtigst parrets tre nu voksne børn Mette Appel, Karin Wognsbæk og Kristian Høj Kristensen. Alle 3 børn har været og er meget engageret i gymnastikken.

For PGU Gymnastik har Inger haft stor betydning, da hun blandt andet fastholder, at alle instruktører uanset alder skal uddanne sig for at kunne undervise, selvom kurserne er blevet væsentligt dyrere de sidste femten år og offentligt tilskud til uddannelse er ikke fulgt med prisstigningerne.  Alle instruktører og ledere deltager løbende i kurser for at dygtiggøre sig indenfor netop deres felt. En vision som går igennem hele PGU Pandrup i dag, hvor alle har fokus på denne del. Det gør, at foreningen er med langt fremme organisatorisk. Der er plads til alle, som ønsker at bidrage til foreningen.

Inger er et godt eksempel på livslang uddannelse også når det gælder instruktørgerning og foreningsledelse. Den 2. sidste i rækken er en uddannelse, som Senioridrætskonsulent og som instruktør indenfor DGI Sundhedsidræt.

PGU Pandrup fik vokseværk, da flere knopskydninger kom på. Derfor er PGU Pandrup en samlende organisation for PGU Gymnastik, PGU Runners, PGU Walkers, PGU Træning & Fitness, PGU Senior og et utal af projekter og events. Det har dog ikke betydet, at Ingers engagement på tværs af afdelingerne er mindsket – hun har altid en finger på pulsen. I 2012 blev PGU ”Danmarksmester i foreningsudvikling”. Inger var lederen af strategien for gennemførelse af udvikling i et tæt samarbejde med foreningens mange foreningsledere og instruktører. 

Derfor var det naturligt, at indstille Inger til prisen ”Danmarks mest fantastiske frivillige” i 2017. En pris som Coop, Kræftens Bekæmpelse, Røde Kors og Roskilde Festivalen stod bag – og de valgte Inger som vinder! En pris som i den grad hylder hendes energi, engagement, empati og indlevelse i det lokalsamfund hun er en stor del af. 

Inger er i dag 70 år men sidder ikke på hænderne… Hun er nu, ud over formandsposten i PGU Pandrup, med i Jetsmark Lokalråd og formand for Jetsmark Idrætscenters bestyrelse – hvor hun bl.a. har en stor finger med i spillet i forbindelse med ombygningen af centret. 

Uanset, hvad Inger beskæftiger sig med, som foreningsleder er dannelse en værdi, som gennemsyrer alt arbejdet, hvor dannelsen skal opleves i handling. Ofte hører vi hende sige:  ”Dannelse er udtryk for at have overskud til andre end sig selv”, hvilket hun selv efterlever i alt sit foreningsarbejde.

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER