I dagene omkring J-dag den 6. november 2020 gennemførte politiet traditionen tro en landsdækkende målrettet indsats mod spirituskørsel og kørsel i narko- eller medicinpåvirket tilstand, selvom de sædvanlige ‘snefaldsfester’ var aflyst.
I løbet af de fire kontroldage standsede vi mere end 3.000 køretøjer, hvor 88 førere blev sigtet for spirituskørsel og 125 førere for kørsel i narko- eller medicinpåvirket tilstand. Desuden skete der 17 trafikuheld, hvor føreren var påvirket af spiritus, og fem trafikuheld hvor føreren var mistænkt for narkokørsel.
På selve ‘J-dag’, fredag den 6. november 2020, blev 24 førere sigtet for spirituskørsel og 36 for kørsel i narko- eller medicinpåvirket tilstand.
Samtidig blev der registreret seks trafikuheld, hvor føreren blev sigtet for spirituskørsel, og to uheld med narkokørsel.
I forhold til kontroller i perioden omkring J-dag i 2019, ligger antallet af sigtede for spirituskørsel væsentlig lavere i år, mens sigtelser for kørsel i narko- eller medicinpåvirket tilstand ligger lidt højere.
“Vi har sigtet 24 for spirituskørsel i år, hvilket er noget lavere end de 36, vi sigtede sidste år på selve J-dag, men det skal selvfølgelig ses i lyset af aflysningen af selve J-dag, som vi kender den. Desværre har vi set en stigning i antallet sigtelser for narkokørsel, hvilket er bekymrende. At føre et køretøj i påvirket tilstand kan have uoverskuelige konsekvenser og i værste fald kan det betyde dødsfald”, udtaler Christian Berthelsen, politiassistent ved Rigspolitiets Nationale Færdselscenter.
I 2019 blev 38 personer dræbt og 163 kom alvorligt til skade i spiritusulykker. Hovedparten af de tilskadekomne i en spiritusulykke var selv påvirkede. Derfor sætter politiet løbende ind med målrettede kontroller mod spritbilister, og det vil især være synligt i den kommende tid.