ForsideBrovstVoqalis fejrede 30 års jubilæum

Voqalis fejrede 30 års jubilæum

Print Friendly, PDF & Email

Voqalis fejrede 30 års jubilæum

Voqalis-koret i Jammerbugten har netop fejret deres 30 års jubilæum. På den festlige dag, som naturligvis blev fejret i fællesskab og med sang, havde formanden for Kultur,- Fritid- og Landdistrikter i Jammerbugt Kommune forberedt en tale i dagens anledning.

Udvalgsformand Helle Bak Andreasen (V) Foto: Privat

I sin tale sagde Helle Bak Andreasen:

Et stort tillykke med jeres 30 års jubilæum. Hvis man tænker 30 år tilbage, er der jo sket mange ting – store som små. I har levet et liv – både med og uden kor.

Men for mange af jer har koret netop været et fast holdepunkt i en måske til tider travl hverdag. Og holdepunkter har vi alle sammen brug for. Det tror jeg er et fænomen, som vi skal gøre alt for at holde fast i og ikke mindst italesætte vigtigheden af. Det er som om, at vores samfund går mere og mere i den retning, at man tænker at ting skal komme til en – uden man selv bidrager.

Det er også okay nogle gange, men ikke til alle tider. Det er godt for sammenhængskraften i vores samfund, at alle bidrager med noget – både for fællesskabets skyld, men så sandelig også for vores egen. Og endda nu mere end nogensinde.

Ensomhed blandt både voksne og børn vokser – og hvorfor det? Aldrig har vi haft bedre mulighed for at dyrke et fællesskab. De fleste af os arbejder 37 timer om ugen – så jeg tænker ikke, det er arbejdsbyrden, men hvad handler det så om? Det handler om at prioritere. Det handler om at give lidt af sig selv til andre og ikke kun prioritere en selv og ens egen familie. Og det skal I have ros for at have bevaret i 30 år.

Jeg tænker ikke, at det har været lige sjovt at skulle afsted til øvning hver gang – men jeg tænker, at de fleste af jer er dukket op, fordi man er forpligtet på hinanden. Man er afhængig af hinanden. Og dermed med i et forpligtet fællesskab. Et fællesskab, jeg tænker rækker ud over det at gå til kor – I ved, hvor I har hinanden og ved, hvor I kan hente både glæde og en hjælpende hånd. Og det er jo netop det som fællesskaber også kan.

Man mødes om en fælles interesse, men det rækker jo altid ud over det. Så alt i alt en stor tak til jer – tak for den glæde, I har bragt til hinanden – men så sandelig også til alle os, der har nydt jeres sang gennem tiden. Jeg ved selv, hvor meget korsang glæder og beriger – så jo, lidt misundelig på jeres fællesskab er jeg – så husk at nyde det – værdsæt jeres sang og værdsæt jeres fællesskab. Afslutningsvis et par vers af en sang, jeg synes passer godt til jer:

“Hvor du sætter din fod” af Jens Sejer Andersen og Sigurd Barrett:

-Hvor du sætter din fod, drysser frø af de drømme du driver imod. Ved de veje, du finder, vil man snart plukke minder. Om du flyver omkring eller står og slår rod, bli´r der spor af din fod.

-Når du åbner din hånd, ser du synlige spor af usynlige bånd. Du har fat i et stykke af dit medmenneskes lykke. Det kan føles som fnug eller veje et ton: Det er lagt i din hånd.

-Du er del af et os. Der skal mere end én til at elske og slås. Vil du yde dit bedste for dig selv og din næste, må du vælge hver dag mellem tillid og trods: Er det mig eller os?

På kommunalbestyrelsens vegne et stort og hjerteligt tillykke med jeres 30 års jubilæum.

Deltag i debatten på Jammerbugtposten.dk - Skriv en kommentar til denne artikel:

Skriv venligst en kommentar
Indtast dit navn

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER