ForsideJammerbugtVirksomheder og kommune drøfter Jammerbugtens erhvervsklima

Virksomheder og kommune drøfter Jammerbugtens erhvervsklima

Jammerbugtens erhvervsklima er på dagsordenen, når Jammerbugt Kommune den 5. april inviterer de private virksomheder til dialogmøde på Kulturhuset Blokhus. Målet er, via dialog at deltagerne i fællesskab skal være med til at definere, hvad der skal til for at skabe et endnu bedre erhvervsklima i Jammerbugten i årene frem.

De private virksomheder er vigtige for landets kommuner, også for Jammerbugt Kommune. Stærke og sunde virksomheder skaber arbejdspladser og tiltrækker kvalificeret arbejdskraft og dermed vækst og udvikling og grobund for tilflytning af nye borgere og medarbejdere. Derfor er det vigtigt, at de private virksomheder har de bedste forudsætninger og rammevilkår for at kunne drive sunde virksomheder. De forudsætninger skaber man blandt andet via tæt dialog med erhvervslivet, lyder det fra Jammerbugtens borgmester Mogens Christen Gade.

”I Jammerbugt Kommune prioriterer vi dialog og samarbejde med erhvervslivet. Vi interesserer os for virksomhedernes rammevilkår, og vi støtter investorer i at udnytte de muligheder, udviklingen skaber i forhold til at skabe jobs og bæredygtig vækst. Men vi har også brug for hele tiden at blive bedre sammen med erhvervslivet og fortsat sikre, at Jammerbugten også i årene frem er et attraktivt sted at drive virksomhed. Derfor har vi brug for den direkte dialog med erhvervslivet, som arrangementet den 5. april skaber rammerne for.

Jammerbugten har lang tradition for dialog og samarbejde
Arbejdet med at styrke dialogen og samarbejdet mellem de private virksomheder og Jammerbugt Kommune er en prioriteret indsats, og kommunen har lang tradition for at samle erhvervslivet til både dialogmøder, erhvervskonferencer og branchespecifikke temamøder. Meget er koncentreret omkring erhvervskontoret Vækst Jammerbugt, hvor også den daglige sparring med virksomhederne har sit udgangspunkt.

”På erhvervskontoret har vi dagligt den direkte dialog med virksomheder. Vores kerneopgave består i at hjælpe nye iværksættere godt i gang og eksisterende virksomheder videre på deres vækst- og udviklingsrejse. Her får vi den fortrolige 1-1 dialog med virksomhederne om deres ønsker og behov, som er essentielle for os at kende. Det kommende dialogmøde er et oplagt forum til i fællesskab at udvikle ideer til forbedringer. Og det er ideer vi tager med i vores erhvervsservice”, fortæller erhvervschef Anna Oosterhof.

En Indgang til kommunen – for virksomheder
Dialogmødet passer naturligt ind i service set-uppet ”En Indgang til Kommunen – for virksomheder”, som Jammerbugt Kommune lancerede for år tilbage, og som understøtter, at virksomhederne nemt kan komme i dialog med den eller de afdelinger eller medarbejdere, der kan hjælpe virksomhederne med en given problemstilling. 

”En kommune er en stor organisation, og for virksomheder som ikke tidligere har været i dialog med kommunen, kan det være svært at vurdere, hvor henvendelsen skal starte. Dertil er vores service set-up over for virksomhederne skræddersyet og velafprøvet, og derfor udvider vi også tilbuddet til at omfatte borgere”, fortæller Sundheds- og Arbejdsmarkedschef Jannie Knudsen.

“En Indgang til Kommunen – for virksomheder” har tilknyttet et særligt telefonnummer og en mailadresse, som virksomhederne kan benytte, når de skal i kontakt med kommunen, men ikke ved hvilken afdeling, de skal kontakte. På dialogmødet den 5. april fortælles der blandt om “En Indgang til Kommunen – for virksomheder”, om Jammerbugts Kommunes taskforce ved større projekter, og om den hjælp virksomhederne kan få, når de skal rekruttere nye medarbejdere. Rammen er dialog, og her er alle input velkomne. Deltagelse i arrangementet er gratis, og tilmelding kan ske via Vækst Jammerbugts hjemmeside.

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER