De blå Jammerbugt FC spillere viste på ny mod og mandshjerte, da de lørdag eftermiddag tog imod Vendsyssel FF på Sparekassen Danmark Arena.
Der blev arbejdet godt. Der blev spillet godt. Og der blev hentet tre gode point. Allerede fra første fløjt havde Jammerbugt FC fat, og der var kun spillet to minutter, da den første store chance opstod. Der var en igen efter ti minutter.
I det hele taget sad hjemmeholdet på spillet og med vinden i ryggen trykkede de gæsterne tilbage mod eget felt. Vendsyssel FF var ikke over midten mange gange i løbet af de første 45 minutter og skabte derfor heller ingen chancer. Det gjorde Jammerbugt FC, dog ikke de helt store af slagsen efter de første ti minutter havde budt på to.
Men Jammerbugt FC fortsatte dominansen og med blot et minut til pausen kom belønningen. Et flot gennemspillet angreb, hvor der blev kombineret igennem Vendsyssel defensiven, sendte Omar Natami igennem i feltet og her prikkede den hurtige og teknisk stærke offensivspiller bolden under den fremadstormende Vendsyssel keeper til en fortjent 1-0 føring.
De blåblusede kunne nu gå til pause med smil på læben, men også en lille bekymring om, hvordan vinden ville få indflydelse i 2. halvleg. Bekymringen forsvandt hurtigt, da bolden igen rullede, mens smilet varede ved til sidste fløjt, som i øvrigt først kom efter hele otte minutters overtid.
Inden da skulle der arbejdes hårdt, og det blev der gjort. Selvom Vendsyssel FF kom længere frem på banen, havde Jammerbugt FC stadig godt fat, og efter en lille time kunne Ismail Sidibe øge til 2-0. Det gav lidt mere ro i maven, men kun i få minutter. Et defensivt kiks kostede dyrt og gæsterne reducerede til 2-1.
Det gav Vendsyssel FF tro på point og mod kampens afslutning kom der også et større pres på. Men selvom Vendsyssel FF nægtede at give op, så hang Jammerbugt FC mandskabet i og gravede dybt i det indre. Der blev kæmpet hårdt og da slutfløjtet endelig lød måtte Vendsyssel FF mandskabet sætte sig skuffede og frustreret i græsset, mens Jammerbugt FC spillerne kunne knytte næverne og lade smilet brede sig.
En velfortjent sejr var i hus og tre livsvigtige point hentet hjem. Kampen om placeringerne i tabellen er nu tæt og den kommende weekend er endnu tre point på spil, når HB Køge gæster Sparekassen Danmark Arena. Først skal der pustes ud og sejren skal nydes, men så skal alt fokus også rettes på næste opgave.
Det her, det var vigtigt. Og det var velfortjent.
Jammerbugt FC – Vendsyssel FF: 2-1 (1-0)
44’ 1-0 Omar Natami, Jammerbugt FC
58’ 2-0 Ismael Sidebe, Jammerbugt FC
63’ 2-1 Lucas Jensen, Vendsyssel FF
Jammerbugt FC: Pape Ndianye – Kelvin Emmanuel Igbonekwu (Abdramane Djitteye), Rayan Senhadji, Maroine Mihoubi, Emil Arendrup Nielsen – Boubacar Haidara (Moussa Kamara), Farid Ikene, Ismael Sidibe, Sekoua Tidiany Bangoura (Sead Gavranovic) – Omar Natami (Diogo Balau) Ahmed Gero (Leonel Gomes). Ikke benyttet: Nicolai Vinter Christensen, Emanuel Junior Kulego.