ForsideAabybroVellykket svømmestævne i DGI-Huset i Aabybro

Vellykket svømmestævne i DGI-Huset i Aabybro

Det var en stor succes, da der i weekenden den 8.-9. februar blev afviklet
Sparekassen Vendsyssel Cup for 46. gang. Her samledes de bedste
konkurrencesvømmere fra hele Nordjylland for at kæmpe om de mange pokaler og
nye rekorder.

Sparekassen Vendsyssel Cup er et traditionsbundet svømmestævne, hvor man i
snart et halvt århundrede har kæmpet på kryds og tværs med naboklubberne.


Værtsskabet går på tur blandt de deltagende klubber, og i år var det altså Aabybro
Svømmeklub, der i samarbejde med Sparekassen Vendsyssel Cup Udvalget stod for
planlægningen og afviklingen af stævnet. Mange frivillige gjorde det muligt for de ca.
130 svømmere at få en rigtig god weekend med masser af hurtig svømning og ikke
mindst socialt fællesskab på tværs af klubber, alder og køn.

Både lørdag og søndag var der indledende konkurrencer, hvor de seks bedste i hver
årgang gik videre til eftermiddagens finaler. Og specielt finalerne var seværdige for
de mange tilskuere. Her blev lyset i hallen dæmpet, mens finalisterne blev
præsenteret med speak og i spotlys.

Lørdag var der udskillelsesfinaler i 50 meter fri for de tre ældste årgange for både
damer og herrer. En nervepirrende type finale, hvor de seks finalister skal sørge for
ikke at komme sidst i heatet. Sidste mand ryger ud, og sådan fortsætter det til der
står en vinder tilbage.

Søndag var der som afslutning på stævnet en “Mystery Medley” konkurrence for de
hurtigste medley-svømmere. Her trak finalisterne rækkefølgen på de forskellige
stilarter, der skulle svømmes, lige inden startskuddet. Ingen fik lov til at svømme
medleyen i den rigtige rækkefølge. Det var festligt og sjovt for både svømmere og
tilskuere.

“Det er gået over al forventning!” fortæller stævneleder Stefan Stenberg Sørensen.
“Vi har forberedt os meget på at skulle afvikle finaler og på igen at have huset fuld af gæster. Jeg synes at vi kan være tilfredse med arbejdet og at vi har fået leveret et
stævne af høj kvalitet. Alt dette kan ikke lade sig gøre uden vores store skare af
frivillige. Vi har haft over 40 personer i gang i løbet af weekenden.”

For Aabybro Svømmeklubs svømmere var stævnet også vellykket. Hør blot hvad en
af trænerne fortæller omkring de sportslige resultater:

“Resultaterne var imponerende! Sidste år vandt vi 15 pokaler i Hjørring og i år blev
det til hele 21 stykker. Både Junior-, Årgang og talent-holdene var afsted og i alt var
der 37 svømmere med under Aabybro Svømmeklubs vinger. Det gør altså noget at
være en af de bedst repræsenterede både i antal deltagere, men især også i antal
finalepladser. Jeg er meget imponeret over svømmernes resultater,” udtaler træner
Benjamin Jørgensen.

“Vi fik endda kvalificeret 2 mere til de vestdanske mesterskaber i april måned. Stort
tillykke til Sofie Callsen og Mads Førgaard Poulsen, der nu kan træne frem mod
Vestdanske Mesterskab i hhv. Aalborg og Thisted. Nu er der 9 svømmere kvalificeret
fra Aabybro ved de to mesterskaber.”

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER