Uffe Steen Trio/Vestbo Trio giver koncert på Jammerbugt kulturcenter i Aabybro

Pressebilleder
Print Friendly, PDF & Email

To koncerter plus fælles afslutning – alle på scenen!

Onsdag 2. oktober kl. 20.00

Jammerbugt kulturcenter i Aabybro, der af mange koncertgæster udråbes som et af Nordjyllands mest intime koncertsteder, har onsdag 2. oktober fint besøg, når de 2 danske guitarvirtuoser Uffe Steen og Michael Vestbo indtager koncertsalen med hver deres respektive trio.

Her garanteres et musikalsk overflødighedshorn med instrumental musik i særklasse – med guitaren i centrum. En forrygende liveoplevelse, formet som en samtale mellem to musikalske udtryk. Hér er både eventyrlysten triojazz, groovy bluesstemning, smukke ballader, afdæmpet guitarduet, og ikke mindst det helt store brag med begge trioer på scenen på én gang!

En koncert med Uffe Steen Trio & Vestbo Trio præsenterer således de to trioer både sammen og hver for sig.

Samarbejdet mellem Danmarks store guitar-es Uffe Steen og hans tidligere elev Michael Vestbo blev søsat ved en udsolgt koncert på spillestedet Atlas i Aarhus i efteråret 2016. Derefter fulgte en landsdækkende turné i foråret 2017, der bød på fyldte koncertsale, veloplagte publikum samt ikke mindst, to trioer der fik smag for at udvikle det musikalske samarbejde endnu mere.

Resultatet blev livealbummet DOPPLER EFFECT, som udkom i 2018 og nu følges op med denne turné i efteråret 2019.

Der er stadigt ledige billetter og entrébilletter kan købes i døren eller online via www.kec-jammerbugt.dk