Udlejningssucces breder sig til Fyn

Lasse Holsko og Industrivejens Maskiner har indtaget Fyn. Nu er udlejningsvirksomheden både i Aabybro, Nørresundby, Hedensted og Langeskov. Næste station bliver Sjælland.
Print Friendly, PDF & Email


Industrivejens Maskiner ApS har åbnet fjerde afdeling op ad motorvejen ved Langeskov – Planlægger at sætte kursen mod Sjælland

Udlejningsvirksomheden Industrivejens Maskiner har taget turen fra Aabybro nordvest for Aalborg til Nørresundby og derefter Hedensted mellem Horsens og Vejle. Nu er firmaet nået til Fyn, hvor indehaver og udlejer Lasse Holsko har slået firmaskiltet med Industrivejens Maskiner op ved Langeskov blot et halvt hundrede meter fra Fynske Motorvej. Hvis 31-årige Lasse Holsko fortsætter mod øst, ruller han over Storebælt til Sjælland. Det satser han på at gøre inden for et par år eller tre. 


”Jeg har startet nye afdelinger med tre års mellemrum. Men der kommer ikke til at gå tre år, før vi er på Sjælland”, siger maskinudlejeren med base i Nordjylland.

”Det har været en succes, at vi åbnede en afdeling af Industrivejens Maskiner op ad motorvejen ved Hedensted for tre år siden. Nu laver vi en copypaste ved Langeskov, og derefter ser vi på en placering ved motorvejen i området omkring Køge. I Hedensted-afdelingen har vi erfaret, at det er meget vigtigt at få de rigtige medarbejdere, som passer butikken som om, den var deres egen”, fortæller Lasse Holsko.

Når de rigtige folk er ansat, satser maskinudlejeren på at blive landsdækkende fra sine fire afdelinger.

De specielle maskiner

Industrivejens Maskiner har i omegnen af 700 maskiner udstyret med GPS. Det er hovedsagelig store entreprenørmaskiner, men kunderne har også mulighed for at leje mindre maskiner som gulvslibere, pladevibratorer og lignende materiel.

”Vi går meget efter de store og specielle maskiner, som andre udlejere ikke har. En langarmet gravemaskine eller en dumper på larvebånd, der ses fra motorvejen, skaffer kunder. Vi startede i Langeskov med at sætte syv gravemaskiner ud til vejen. De fem blev lejet ud, før vi rigtig havde åbnet den nye afdeling, og kunderne hentede selv maskinerne. Så noget tyder på, at vi har et rigtigt koncept”, konstaterer Lasse Holsko.

Det skal være enkelt

”Vi satser på enkel udlejning, der er nem at finde ud af for kunderne. Ikke noget med at beregne miljø- og forsikringstillæg. De er regnet med i den pris, kunden får oplyst, og det giver også mere overskuelige og forståelige fakturaer”, siger han. 

Som regel flytter udlejningsvirksomhedens folk maskinerne rundt om aftenen. Så kan kunderne få de lejede maskiner fra morgenstunden og kan starte arbejdsdagen tidligt ude på pladserne.

”Vi arbejder hver dag hårdt på at levere effektive kvalitetsmaskiner og professionel service til entreprenør- og byggebranchen, industrien og landbruget landet over. Derfor har vi også maskiner kørende i det meste af landet”, forklarer maskinudlejeren.

Startede som 17-årig

Lasse Holsko har åbnet sin fynske afdeling ved Langeskov præcis tre år efter, han åbnede afdelingen ved Hedensted. Den fulgte tre år efter, at han var rykket til firmaets nye hovedkvarter ved Nørresundby. Han startede sit udlejningseventyr i Aabybro, da han blot var 17 år. Alle steder er navnet det samme: Industrivejens Maskiner. Adresserne er ganske vist ikke Industrivejen i Nørresundby, Hedensted og Langskov. Men Lasse Holsko har ladet navnet følge med fra den allerførste afdeling i Aabybro. Den nye afdeling i Langeskov har faktisk adressen Agertoften 5.

”I Aabybro har vi små maskiner op til omkring ét tons. I Nørresundby, Hedensted og Langeskov er det de store og specielle maskiner, som vores kolleger i udlejningsbranchen ikke har, men hvor vi satser på at være rigtig stærke”. 

”Vi har egne lastbiler, som kan transportere entreprenørmaskiner op til 60 tons. To lastbiler vil fast være klar til udrykning, hvis lejere står og mangler maskiner, og vi får en lastbil i Langeskov, som jeg venter vil komme til at køre meget også til Sjælland. Der er ganske vist mange maskinudlejere på Sjælland, men ikke med de specielle maskiner, som vi kan levere”, fortæller Lasse Holsko.

Godt øje til fynboerne

Industrivejens Maskiners nye fynske afdeling vil være helt klar i begyndelsen af november, og fra starten bliver der stationeret et halvt hundrede maskiner på Agertoften 5 i Langeskov. Blandt andet er der netop nu Caterpillar-gravemaskiner på vej. Lasse Holsko regner med, at Industrivejens Maskiner inden for tre år vil have fem ansatte i Langeskov.

”Vi har længe haft et godt øje til de fynske kunder, og ved at åbne afdelingen i Langskov øger vi Industrivejens Maskiners muligheder for at kunne forsyne hele Danmark med entreprenørmaskiner til udlejning. Det er ikke fordi, jeg har ambitioner om at være størst i branchen, selv om Industrivejens Maskiner i dag er blandt Nordjyllands største udbydere af lifte og anlægs-entreprenørmateriel. Men jeg vil gerne være bedst til det med at udleje tungt grej”, siger Lasse Holsko.

I øvrigt er han ikke ene om at have en Industrivejens Maskiner. Der er nemlig to virksomheder, som begge brandes under samme navn. Lasses far, Jan Holsko, ejer den ene, Industrivejens Maskiner ApS, som fra adresserne i Aabybro og Nørresundby tager sig af de små og mindre maskiner. Den anden hedder i cvr-registret Lasse Holsko ApS og er den med afdelinger i Hedensted og Langeskov samt de store maskiner i Nørresundby.

Julia Roberts i Langeskov

I entreprenørbranchen er Lasse Holsko kendt som ”ham med damerne”. Han giver nemlig alle sine maskiner navn efter kendte kvinder fra nordjyske håndboldspillere til verdensstjerner. I den nye afdeling i Langskov kan man således finde både den canadiske sanglærke Celine Dion og den amerikanske skuespiller Julia Roberts. Andre af Lasse Holskos nyeste maskiner er opkaldt efter journalist Stéphanie Surrugue og ”Vild med dans”-værtinde Sarah Grünewald.

”Julia Roberts véd ikke, at hun i Danmark har opkaldt 50 tons gult jern efter sig. Det er måske meget godt”, vurderer Lasse Holsko med et grin.