U19 Spillede flot kamp mod ukrainske ungdomsproffer

Foto: Thomas Jansen Jammerbugt FC
Print Friendly, PDF & Email

Fredag var der på ny træningskamp på programmet i Tyrkiet. Denne gang var det U19 mandskabet, som for anden gang på træningslejren skulle i kamp.

Mens de unge spillere i den første kamp prøvede kræfter med russiske Krasnador, en kamp der i øvrigt blev sendt live på russisk TV, skulle U19 holdet mandag teste sig selv mod Shakthar Donetsk U19 fra Ukraine. Et hold som til dagligt spiller i UEFA Youth League.


Det blev endnu en hård og lærerig opgave for Jammerbugt FC spillerne. Igen viste de blåblusede rigtig højt niveau og spillede i store dele af kampen op mod de ukrainske ungdomsproffer. Men mod slutningen af opgøret slog Shakthar Donetsk til. Et kvarter før tid blev det 0-1 og med blot to minutter igen 0-2. Jammerbugt FC spillerne havde leveret en flot kamp, og endnu vigtigere spillet 90 enormt lærerige minutter.

– Vi tabte 0-2, men er med hele vejen. Først mod slutningen vinder de kampen. Så ligesom forleden mod Krasnador, hvor det endte 2-2, så leverer vi i dag mod Shakthar Donetsk et helt vildt flot resultat, understregede U19 træner Tommy Pedersen efter kampen.

– Vores modstander i dag spiller altså i UEFA Youth League og ligesom vores modstander forleden har de et team af 10-12 trænere samt i stort tilhørende set up med. Vi har spillet to super kampe mod hold, der allerede lever af fodbolden, fortsatte Tommy Pedersen, der sammen med sine nordjyske drenge den seneste uges tid selv har fået lov at snuse lidt til en sådan tilværelse.

– Det har været meget lærerigt for vores unge drenge at leve som professionelle i en uge. Vi har været på træningsbanen to gange dagligt og som sagt spillet to super kampe. Det har været en stor oplevelse og det har været sportsligt utroligt givende.

En uge som fodboldprof er ikke helt slut endnu for Jammerbugt FC spillerne. U19 holdet har en dags mere træning på Tyrkiets græsbaner, mens divisionsmandskabet har endnu en træningskamp på programmet.