Tredje mistænkt i skudsag er anholdt
Nordjyllands Politi anholdt kort før klokken 01 i nat den efterlyste tredje person, som er mistænkt for at have forbindelse til skudepisoden på Vesterbro i Aalborg søndag den 29. januar.
Nordjyllands Politis massive efterforskning i weekendens skudsag har ledt til, at politiet kort før klokken 01 natten til mandag kunne skride til anholdelse af den tredje mistænkte i sagen – en 18-årig mand.
Således er nu tre personer anholdt og ventes fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Aalborg senere i dag. Der er tale om en 20-årig kvinde og to mænd, begge på 18 år.
Nordjyllands Politi kan ikke udtale sig yderligere om detaljerne i skudsagen, der betegnes som et internt opgør i det kriminelle miljø i Aalborg.
Har man oplysninger i sagen, eller har man været vidne til skudepisoden på Vesterbro, bedes man fortsat henvende sig til politiet på telefon 114.