RealMæglernes BoligBarometer / marts (baseret på mere end 100 butikkers landsdækkende salgstal og boligstatistikker fra Boligsiden) viser, at der venter en travl påske på boligmarkedet. En salgsfremgang hos RealMæglerne på hele 83 procent i marts, og masser af nye salgsemner på listen, indikerer, at mange skal på boligjagt i påskeugen.
Tidligere har der været en tendens til, at salget af boliger ville falde en smule i den måned, hvor påsken lå. (Påskeugen falder enten i marts eller april).
Ganske enkelt, fordi danskerne var på påskeferie. Men sådan er det ikke længere. Nu bruges påsken til boligjagt, og i år vil påsken give ekstra travlhed for boligsalget. Det forudser Preben Merrild Angelo, adm. direktør hos RealMæglerne med over 100 ejendomsmæglerbutikker i Danmark.
Rekordsalg fortsætter ind i april
I år falder påskeugen i uge 13 (mandag den 29. marts til søndag den 4. april).
Forudsigelsen baserer Preben Merrild Angelo på salgsaktiviteterne i kæden i marts 2021, hvor boligsalget har sprængt alle rammer:
– Marts 2021 er suverænt den marts i RealMæglernes historie, hvor der er solgt flest boliger. Du finder ikke en marts, der kommer bare i nærheden af det, siger han.
Salget forventes at gå 83 procent frem i forhold til marts 2020. Den udvikling vil også fortsætte ind i april og påskeugen med.
Umættelig købelyst
Hos RealMæglerne tog påskesalget i 2016 et dyk, men siden har det ligget på et nogenlunde stabilt leje i forhold til index-100 (2016):
– Når vi kigger tilbage i statistikkerne, er det selvfølgelig primært villaer og rækkehuse, der er blevet solgt i påskeugerne. Lejligheder er der også blevet solgt lidt af, mens markedet for fritidsboliger har taget sig en puster. Men det vil der blive ændret på i påsken 2021, vurderer han.
Både salget af villaer og lejligheder vil gå frem, mens købelysten i fritidshusmarkedet synes umættelig:
– Når der kommer nye sommerhuse på hylderne, bliver de revet væk, fortæller han.
Læs mere her: Udsolgt af sommerhuse i flere danske byer
Læs mere her: Sommerhuse flås ned fra hylderne
Læs mere her: Sommerhuse sælges i rekordtempo
Det mest positive er dog, at der nu begynder at komme flere boliger til salg:
Prisstigninger jævner ud
– Det vil jo sige, at boligmarkedet nu begynder at kunne følge med efterspørgslen, og det betyder, at de høje prisstigninger, vi har set i begyndelsen af året, langsomt begynder at jævne ud. Høje prisstigninger opstår, når der er for få boliger til salg i markedet, mens købelysten og efterspørgslen tordner i vejret. Sådan regulerer boligmarkedet helt naturligt sig selv, fortæller Preben Merrild Angelo og tilføjer:
– Pilen peger på, at det for manges vedkommende ikke kun er påskeæg, der skal findes i påsken. Og lige nu er der også god mulighed for at finde drømmeboligen med masser af nye salgsemner på listen.