Tjen penge på at købe sommerhus

Foto: VisitDenmark
Print Friendly, PDF & Email

Den historisk lave rentesituation, et forhøjet bundfradrag og en række gunstige finansieringsmuligheder gør det muligt at tjene penge stort set fra dag ét ved køb af ny feriebolig.

Det kan godt betale sig at investere i en feriebolig til udlejning i disse år. Den historisk lave rentesituation og en række fordelagtige finansieringsmuligheder betyder nemlig, at du kan tjene penge stort set fra dag ét:

Det er næsten ikke til at tro, men renten bliver fortsat lavere. Det seneste år har vi oplevet et så voldsomt fald, at et lignende renteniveau aldrig før er set. Det betyder, at danskerne faktisk har mulighed for at optage et lån til minus- eller nulrente, og således bliver den økonomiske udgift i forbindelse med en investering minimal. Dertil kan man i dag låne op til 75 procent af sommerhusets kontantværdi i et realkreditinstitut, så det dyre banklån er ligeledes begrænset, forklarer chefanalytiker i Spar Nord, Martin Lundholm.

Rentesituationen alene giver ikke overskud i forbindelse med et sommerhuskøb. Men kombineres de gunstige finansieringsmuligheder med det nye, forhøjede bundfradrag, som trådte i kraft i 2019, kan investeringen begynde at give afkast.

Fradraget betyder nemlig, at de første 40.900 kroner af den årlige lejeindtægt er skattefrie, så længe udlejningen foregår gennem et bureau. Ud over bundfradraget kan man desuden gøre brug af et skattefrit fradrag på 40 procent, som trækkes fra den resterende lejeindtægt. Dermed kan lejeindtægterne hurtigt ende med at overstige de lave renteudgifter ved finansieringen og således give overskud på bundlinjen.

Fordelagtig finansiering

Hvis du overvejer at investere i et sommerhus, bør du gøre dig grundige overvejelser omkring finansiering. Det kan nemlig have stor økonomisk betydning, hvis du tager dig tid til at undersøge, hvilken låntype der egner sig bedst til lige netop dit behov.

– Der findes et væld af lånemuligheder, og det er vigtigt at overveje, hvad der passer bedst til den enkelte. Der kan være mange faktorer, som spiller ind – heriblandt tidshorisont, rentetilpasnings- og afdragsmuligheder. For nogen kan det være en fordel at vælge et afdragsfrit lån, for eksempel hvis formålet med ferieboligen er udlejning. På den måde kan man imødekomme en eventuel usikkerhed omkring, hvorvidt der kommer nok lejeindtægter ind til at dække afdragene, fortæller Martin Lundholm og fortsætter:

– For andre kan det være bedre at afdrage. Denne løsning kan være god i situationer, hvor ejeren ved, at sommerhuset på sigt skal bruges til at nyde otiummet. I sådanne tilfælde kan det være fordelagtigt at afdrage inden pensionsalderen, hvor indkomsten måske bliver mindre.

Martin Lundholm påpeger desuden, at det altid er en god idé at sparre med en rådgiver i forbindelse med finansiering af feriebolig.