ForsideJammerbugtTilsyn med botilbud og aktivitetstilbud viser høj kvalitet

Tilsyn med botilbud og aktivitetstilbud viser høj kvalitet

Tilsyn med botilbud og aktivitetstilbud viser høj kvalitet

Et nyligt tilsyn med beskæftigelses-, samværs- og botilbud i Jammerbugt Kommune bekræfter, at tilbuddene drives fagligt solidt og med stor værdi for borgerne.

Der er blevet ført eksternt og uanmeldt tilsyn med beskæftigelses-, aktivitets- og samværstilbud i Jammerbugt Kommune. Det gælder både de kommunale og private tilbud.

Styrelsen for Patientsikkerhed har ført tilsyn med det kommunale botilbud Toftehøj i Aabybro i april 2025, og BDO har ført tilsyn med øvrige tilbud på området i februar 2025. I alt er der ført tilsyn med seks tilbud, og resultatet er en gennemsnitlig score på 4,5 ud af 5. Tilsynene har haft fokus på alt fra sundhedsfaglige procedurer og dokumentation til borgertrivsel og faglige metoder.

Toftehøj i Aabybro
Det kommunale botilbud Toftehøj er ifølge tilsynet ”sundhedsfagligt velorganiseret med gode procedurer og høj grad af systematik”. Tilsynet giver ikke anledning til krav eller henstillinger. Vurderingen er baseret på observationer, interviews og gennemgang af instrukser og medicinforhold. Alle målepunkter var opfyldt.

Toftehøj har 32 lejligheder og er et kommunalt socialpædagogisk botilbud for borgere med psykiatriske diagnoser og problemstillinger.

Råd og Dåd i Attrup, Bonderup og Brovst
Tilsynet vurderer, at tilbuddet er veldrevet og velfungerende for borgere med fysiske og psykiske funktionsnedsættelser, f.eks. autisme, senhjerneskader og udviklingsforstyrrelse. Råd og Dåd tilbyder beskæftigelse i bl.a. økologisk gartneri, genbrugsbutik og motor-/metalværksted.

De Gule værksteder (Autismecenter Nordbo) i Aabybro
Ifølge tilsynet er tilbuddet et meget velfungerende aktivitets- og beskæftigelsestilbud til borgere med autisme, og at tilbuddet anvender relevante faglige metoder og tilgange, der tilpasses den enkelte.

Skovsgård hotel
Tilsynet konkluderer, at tilbuddet er et relevant og meningsfuldt arbejdsfællesskab for borgere med funktionsnedsættelser såsom senhjerneskade og autisme.

Ornli’ i Pandrup
Ornli’ (tidligere S.E.P. Nord ApS) i Pandrup er ifølge tilsynet et meningsfuldt beskæftigelsestilbud. Borgerne vurderes at trives i tilbuddet, der med afsæt i en anerkendende og ressourceorienteret tilgang har fokus på at understøtte borgernes mestring og selvstændighed, hvilket giver gode muligheder for succesoplevelser og personlig udvikling.

Samværs- og aktivitetscenter Hjortdal (SAH)
Ifølge tilsynet er tilbuddet et velfungerende aktivitets- og samværstilbud til borgere med udviklingshæmning. Det vurderes, at tilbuddet arbejder efter relevante faglige metoder og tilgange, som bidrager til den enkelte borgers interesser og færdigheder.

Deltag i debatten på Jammerbugtposten.dk - Skriv en kommentar til denne artikel:

Skriv venligst en kommentar
Indtast dit navn

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER