I dag lørdag den 20. april fylder Norges første kvindelige statsminister (skiftende perioder 1981 – 1996), socialdemokraten Gro Harlem Brundtland 80 år.
Af Rasmus Prehn, medlem af Folketinget for Socialdemokratiet, valgt i Nordjylland
Herfra skal lyde et kæmpe stort tillykke til en af min ungdoms helt store forbilleder og helte.
Da jeg i 80erne meldte mig ind i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, var det nok mest af alt på grund af den svenske statsminister Olof Palme, men også Brundtland fyldte meget og var inspirerende. Noget af det, der for alvor gjorde indtryk på mig,var Brundtlands gigantiske pionerindsats på miljø- og klimaområdet.
På mange af mine første DSU-møder og kurser var det netop Brundtland-rapporten ”Vores Fælles fremtid”, der blev taget udgangspunkt i. Rapporten blev lavet af The World Commission on Environment and Development under FN og udkom i 1987. Det var i Brundtland-rapporten mange første gang hørte om begrebet bæredygtighed.
Med rapporten skabte Gro Harlem Brundtland global opmærksomhed om de udfordringer vores jordklode stod over for rent klima- og miljømæssigt. Rapporten giver et omfattende overblik over de største globale miljøkriser, ligesom den foreslår en række løsninger. Særligt er der seks væsentlige udfordringer, som menneskeheden ifølge rapporten står over for: stigende befolkningstal og manglen på ressourcer, fødevaresikkerhed, arter og økosystemer, energi, industri og bymiljø.
Rapporten slår endvidere fast, at bæredygtighed angår hele verden, både rige og fattige samfund. Grådighed, begærlighed og kapløbet om større profit betragtes som årsagen til størstedelen af verdens ikke-bæredygtige udvikling. Et slåede tal i rapporten erfx, at den industrialiserede verden kun udgør 20 procent af verdens befolkning, men forbruger hele 80 procent af verdens ressourcer.
Brundtland lagde med rapporten op til 22 nye principper for lovgivning, der skulle hjælpe til at skabe en bæredygtig udvikling– principper der opfordres til at tænke ind i alt det politiske arbejde fra nationale love til internationale konventioner.
Konkret opfordrer Brundtland-rapporten – og vi taler altså for 32 år siden i 1987 – verdens politikere til at arbejde med en række særligt vigtige, internationale målsætninger som retningslinjer for det politiske arbejde. Bl.a.: forbedring af vækstens kvalitet, så man sikrer miljømæssig og social fornuft og får dækket behovene for arbejde, mad, vand og sanitære forbedringer, bevaring og forbedring af det naturlige ressourcegrundlag, stabilisering af befolkningstallene, integrering af miljø og økonomi i beslutningsprocesserne.
Dertil kommer en række forslag til genopretning efter miljøskader, ressourcer til forureningsbekæmpelse og investering i bæredygtig udvikling. Herunder en række forslag til at bruge skatter og afgifter til at trække udviklingen i en mere bæredygtige retning.
Jamen for pokker, hvorfor er der så ikke sket noget? Lød det spontant hen over middagsbordet, da vi talte om det hjemme her i påskeferien. Og svaret er jo, at rigtigt meget allerede er sket, at rigtigt mange initiativer – både nationalt og internationalt – er sat i værk. Tænk herhjemme på reduktion af vandforbrug, bedre isolering, affaldssortering, vind- og solenergi og meget, meget mere.
Brundtland-rapporten blev også en drivkraft for verdenstopmødet i Rio 1992 og den efterfølgende Rio-erklæring. Et arbejde som i den grad blev en inspiration for den danske Nyrup-regering med Svend Auken som miljøminister.
I 1990erne var Danmark detabsolutte foregangsland i miljø- og klimasagen. Initiativ på initiativ blev taget, og Svend Auken satte en global dagsorden med de tiltag, vi igangsatte i Danmark. Havde Danmark og resten af verden fulgt denne udvikling og fortsat kampen, havde meget set anderledes ud i dag.
Hvad mange nuværende klima- og miljøaktivister glemmer i dag er, at der har været tale om i stenhård politisk kamp på dette området. Der er politikere bl.a. Brundtland, Al Gore og Svend Auken, der har kæmpet for mere bæredygtighed. Men der er i sandhed også politikere, der har kæmpet lige så hårdt i mod bl.a. Anders Fogh Rasmussen og Donald Trump.
Da Anders Foghs Venstre-regering overtog regeringsmagten her i Danmark i 2001 var det bl.a. med det erklærede mål, at Svend Aukens ”miljø-imperium” skulle nedlægges. Initiativerne blev mistænkelig- og latterliggjort og pillet fra hinanden et for et. Fogh-regeringen ansatte bl.a. Bjørn Lomborg til at rejse rundt på vi skatteyderes regning og fortælle, at miljø- og klimaproblemerne slet ikke var særligt alvorlige.
Fogh fyrede andre eksperter og kaldte det et opgør med ekspertvældet. Og på Venstres landsmøde i 2003 holdt Anders Fogh Rasmussen den berømte tale, hvor han sagde: ”Ikke en fugl, ikke en fisk, ikke en frø har fået det ringere af regeringens miljøpolitik.” Det viste sig senere at være lodret løgn, og Fogh måtte i en anden tale i 2008 indrømme, at han simpelthen havde taget fejl.
Når der i dag bliver tegnet et billede af, at samtlige politikere har snorksovet. Og når unge klimaaktivister limer sig fast til metrotog eller laver ’sit down’ aktioner og andet, mens de beskylder alle voksne for at ”fucke med klimaet”. Så er det altså ikke hele sandheden.
En meget vigtig del af sandheden omkring verdens klima- og miljøtilstand er altså, at der er tale om en hård politisk kamp imellem os, der vil bæredygtigheden og dem – fx Fogh og Trump– der håner, latterliggør og modarbejder den bæredygtige udvikling. Her er Norges første kvindelige statsminister, socialdemokraten, Gro Harlem Bruntland i sandhed en pioner og en foregangskvinde.
Lad os hylde Brundtland, ønske hende tillykke med de 80 år og bruge dagen til at huske hele historien om kampen for bæredygtighed. En kamp der i sandhed skal fortsættes med fornyet styrke!