Sundhedshuset i Brovst er solgt til Jammerbugt Kommune med et fælles ønske om at sikre de nære sundhedstilbud til borgerne
Fra januar næste år overtager Jammerbugt Kommune Sundhedshuset i Brovst fra Region Nordjylland. Med købet ønsker begge parter at bevare varierende sundhedstilbud tæt på borgerne, og der er enighed om at bibeholde de nuværende aktiviteter i huset.
De samme tilbud til borgerne
Siden Sundhedshuset blev oprettet i 2009 i Brovst med det formål at samle regionale, private og kommunale tilbud til borgerne, har Jammerbugt Kommune lejet lokaler af Region Nordjylland til de borgernære aktiviteter i kommunens regi. Fra 1. januar 2022 byttes rollerne om, når kommunen bliver ejer af Sundhedshuset.
Salget kommer ikke til at få indflydelse på de tilbud, Sundhedshuset rummer i dag. Region Nordjylland og Jammerbugt Kommune ønsker sammen med private tilbud at bevare et sundhedshus med kvalitet for borgerne, og med både private, regionale og kommunale aktiviteter.