Stomi og kost: Hvad bør du spise?

Arkivbillede
Print Friendly, PDF & Email

Stomi og kost: Hvad bør du spise?

Hvis du har en stomi, spekulerer du sikkert på, hvad du bør spise – og ikke mindst hvad du bør undgå at spise. Særligt i starten kan det være svært at navigere i, hvilken kost der er den rette for dig. Generelt set er det dog sådan, at den kost, der var god for dig før din stomioperation, også er god for dig med en stomi.

Men ligesom de fleste andre mennesker kan du som stomibruger opleve problemer med fordøjelsen. Selvom en stomi som oftest ikke kræver en restriktiv diæt, er der alligevel nogle generelle kostråd og tips, der kan afhjælpe typiske gener som diarré, forstoppelse og oppustethed.

Stomityper og kost

Der er ikke nogle faste kostregler, som alle stomibrugere bør følge. Den kost, der fungerer for dig, er meget individuel. Det kan også variere alt efter, hvilken stomitype du har. Generelt skelner man mellem tre typer:

  • Kolostomi
  • Ileostomi
  • Urostomi

Har du f.eks. ileostomi, kan du opleve en øget mængde afføring, der er tynd og vandig – især i starten, indtil tyndtarmen gradvist lærer at overtage noget af tyktarmens funktion med at absorbere væske. Har du derimod fået en urostomi, er der ikke den store forskel fra før du fik stomi, da din tarm er upåvirket af  din stomi. At finde frem til den rette kost er derfor i høj grad et spørgsmål om “trial and error”, hvor du gør dig dine egne erfaringer. Dog er der nogle generelle kostråd, som er værd at afprøve, hvis du oplever problemer med fordøjelsen, når du har en stomi.

Kostråd, hvis du døjer med diarré

Hvis du oplever diarré som en udfordring med din stomi, er der visse kostændringer, der kan hjælpe med at stabilisere din fordøjelse. Først og fremmest er det vigtigt at undgå fødevarer, der kan irritere tarmen og forværre symptomerne. Det inkluderer bl.a. koffein, alkohol, fedtholdige fødevarer og krydret mad. 

Nogle har gavn af at indtage probiotiske fødevarer, såsom yoghurt eller fermenterede produkter, da de kan hjælpe med at genoprette en sund tarmflora. Husk også at drikke rigeligt med væske for at undgå dehydrering. Her kan det også være en god idé at drysse lidt ekstra salt på maden, da du mister ekstra salt ved diarré.

Kostråd, hvis du døjer med forstoppelse

Hvis du har problemer med forstoppelse efter din stomioperation, kan det hjælpe at spise fiberholdige fødevarer. Fibre bidrager til afføringens konsistens og fremmer tarmbevægelser. Du kan finde fibre i frugt, grøntsager, fuldkorn og bælgfrugter. Mange oplever, at især figner og svesker hjælper. 

Vær dog opmærksom på, at for meget fiber i kosten omvendt også kan forårsage forstoppelse. Det gælder især fødevarer, der er svære at fordøje, såsom nødder. Her kan det hjælpe at tygge maden grundigt, så den er lettere at fordøje. Derudover er det vigtigt at drikke tilstrækkeligt med væske. 

Kostråd, hvis du døjer med oppustethed

Oppustethed er en almindelig udfordring hos mange stomibrugere. For at undgå luftdannelse er det vigtigt, at du spiser langsomt og tygger maden grundigt. Det kan også hjælpe at spise lidt, men ofte.

Derudover kan det være en god idé at undgå fødevarer, der er kendt for at være luftdannende. Det gælder bl.a. kål, løg, porrer, stærke krydderier, kunstige sødemidler og kulsyreholdige drikkevarer. 

Få støtte til din hverdag med stomi hos Coloplast Care

At vænne sig til en hverdag som stomibruger med alt, hvad det indebærer af kost, nye rutiner og stomiprodukter, kræver tid og erfaring. Men med den rette støtte og vejledning bliver processen lettere. Coloplast Care er et støttetilbud, hvor du kan få råd og vejledning til din hverdag som stomibruger. 

Her får du adgang til kompetent vejledning fra Coloplasts sygeplejersker, der kan besvare praktiske spørgsmål og give gode råd. Du har også mulighed for at bestille gratis vareprøver, så du kan finde lige netop de stomiprodukter. Med Coloplast Care kan du dermed føle dig mere tryg og sikker i din hverdag som stomibruger.