Stigende tendens: Nordmænd vil holde sommerferie i dansk feriehus

Foto: DanCenter


Coronapandemien har haft store konsekvenser for antallet af udenlandske gæster i det danske sommerland de seneste år. Men ifølge en af landets førende feriehusudlejere tyder det på, at særligt de norske gæster er på vej tilbage – og endda i højere grad end før pandemien. 

Sommerferien står for døren, hvilket de seneste år har fået mange danskere til at sætte kursen mod det danske sommerland. Men ifølge en af landets førende feriehusudlejere, DanCenter, er det i langt højere grad de udenlandske gæster, som vil på sommerhusferie i Danmark denne sommer: 

-- annonce ---


– De seneste to sommersæsoner har vi oplevet en ekstraordinær stor efterspørgsel fra danske gæster, men for første gang længe er det i stedet de udenlandske gæster, som tegner sig for størstedelen af vores bookinger i juli, fortæller Kim Holmsted, som er adm. direktør hos DanCenter, og uddyber: 

– Vi oplever eksempelvis en firedobling i antallet af norske bookinger i juli sammenlignet med samme periode sidste år, hvor corona fortsat havde stor indflydelse på nordmændenes rejseaktivitet. Sammenligner vi de norske bookingtal med før corona i juli 2019, ser vi tilmed en stigning på 25 procent. Det vidner således om en glædelig form for new normal-effekt, hvor nordmændene i højere grad søger mod de danske sommerhuse end før corona. 

Ifølge tal fra Danmarks Statistik har nordmændene samlet set booket 6.757 danske sommerhusuger i juli.