Stafet For Livet Jammerbugt – i dag fejrer vi livet og fællesskabet – kig forbi Dyrskuepladsen
Stafet For Livet Jammerbugt inviterer alle til at deltage og opleve arrangementet på Dyrskuepladsen i Fjerritslev den 2. – 3. september 2023 kl. 12.00 lør – kl. 12.00 søn – ét døgn – én fælles kamp mod kræft.
Som noget nyt har stafetten skiftet navn til Stafet For Livet Jammerbugt, i håb om, at alle i Jammerbugt kommune, der vil være med til at fejre livet, samle ind til kræftsagen og vise deres opbakning til kræftramte og deres pårørende, kommer til arrangementet.
Konceptet er det samme – vi fejrer livet og fællesskabet, vi skaber håb og sammenhold i kampen mod kræft – Vi samler ind til kræftsagen. Vi mindes dem vi har mistet til kræft – og giver håb til dem der kæmper.
Stafet For Livet Jammerbugt blev afholdt første gang i 2017 og de sidste 6 år har arrangementet givet et overskud på mere end 2.2 millioner kr. Et beløb som er gået ubeskåret til Kræftens Bekæmpelse. 10 % af det indsamlede beløb går til Lokalforeningen Jammerbugt til glæde og gavn for os her i kommunen.
Der er flere måder at tage del i arrangementet på. Du kan lave dit eget hold og gå sammen med venner, familie og kolleger. Mange bruger Stafet For Livet som deres årige familiesammenkomst eller som et personalearrangement.
Deltag som Fighter, hvis du har, eller har haft kræft, så er du inviteret med som æresgæst – eller Fighter, som vi kalder det. Du kan også blot besøge festpladsen et par timer og nyde aktiviteterne og underholdningen, drikke en kop kaffe og måske støde ind i folk du kender.
24 minutters børnestafet
Som noget nyt afholder vi i år også en 24 minutters børnestafet lørdag kl. 15.30. Det er for alle børn i alderen 0-15 år og der er diplomer til alle deltagere.
Stafet For Livets bærende aktivitet er en stafet rundt på en 700 m lang ruten gennem pladsens aktiviteter. Deltager man på et hold, så samler man ofte penge ind for hver runde man går, fordi holdet har arrangeret en rundesponsor.
Man bestemmer helt selv om man vil gå, løbe, slentre, hoppe, kravle eller danse gennem ruten. Hvis man besøger arrangement og ønsker at deltage i stafetten et par timer, så er man meget velkommen til at være med på stafettens åbne hold.
Stafetten åbnes lørdag den 2. september kl. 12.00 med en åbningstale og fortsætter indtil søndag kl. 12.00.
Lysceremoni
Når mørket falder på er der lysceremoni og her tænder vi lys for dem, der kæmper mod kræft og for dem som vi har mistet. Her er der ro til at mindes og give håb til dem som kæmper. Efter lysceremonien tændes lysene i bøgeskoven og stafetten fortætter. Mange af vores tidligere deltagere synes, at det er meget stemningsfuldt at gå stafetten om natten, hvor der er ro og tid til eftertanke.
Besøgende er meget velkomne på pladsen og man kan sagtens deltage i aktiviteterne på pladsen uden at være tilmeldt stafetten – Stafet For Livet er IKKE et lukket arrangement. Det kan måske føles sådan, men det er blot forbi alle stafetdeltagerne er optaget af at holde stafetten i gang. Så kig gerne forbi Dyrskuepladen til Stafet For Livet Jammerbugt 2023.
Vil du vide mere om Stafet For Livet Jammerbugt eller tilmelde dig som deltagere så hop ind forbi: www.stafetforlivet.dk/stafet/jammerbugt