Godkendelse af tilskud til lokalt forum for fjernvarme i Hune-Blokhus

Foto: Jammerbugtposten.dk
Print Friendly, PDF & Email

Godkendelse af tilskud til lokalt forum for fjernvarme i Hune-Blokhus

Teknik og Miljø udvalget i Jammerbugt Kommune holder møde den 4. september, hvor der bl.a. på dagsordenen er: Godkendelse af tilskud til lokal arbejdsgruppe for fjernvarme til Hune-Blokhus på 50.000 kr. til arbejdsgruppens virke

Sagsbeskrivelse
Lokale kræfter i Hune-Blokhus har nedsat en arbejdsgruppen med det formål at undersøge, om der er grundlag for at få fjernvarmeforsyning til Hune og Blokhus.

Arbejdsgruppens mål er, at der skal laves en informationskampagne med interessetilkendegivelse for tilslutning til fjernvarme. Hvis der er tilstrækkelig interesse for fjernvarme, vil arbejdsgruppen arbejde videre med varmeforsyningerne i Jetsmark og Aabybro i forhold til muligheden for, at fjernvarme kan leveres derfra.

I henhold til “Aftale om fremskyndet planlægning for udfasning af gas til opvarmning og klar besked til borgerne” af den 29. juni 2022 yder Staten et bidrag til kommunerne til finansiering af omkostninger bl.a. til etablering af lokale energifora. Regeringen og KL er enige om, at der er behov for at styrke rammerne for en strategisk energiplanlægning til gavn for den grønne omstilling, virksomhederne og borgerne. I den forbindelse kan der etableres lokale energifora, for at imødekomme det akutte behov for koordinering og varmeplanlægning ved udfasning af fossile brændsler til opvarmning. De lokale energifora skal bestå af bl.a. kommuner og fjernvarme-, eldistributionsselskaber m.fl. I aftalen er 91 mio. kr. ud af et samlet statsligt bidrag på 201 mio. kr. over fire år møntet på lokale energifora.

Vækst- og Udviklingsforvaltningen finder, at tilvejebringelse af fjernvarme til Hune-Blokhus er et projekt med store perspektiver, men også store udfordringer, navnlig fordi der ikke er nærliggende fjernvarmeselskaber, der af egen drift tager initiativ til at levere fjernvarme til og i Hune og Blokhus. Derfor må lokale kræfter på banen i forhold til at koordinere mellem potentielle fjernvarmeforbrugere og fjernvarmeleverandører. Vækst- og Udviklingsforvaltningen finder derfor, at arbejdsgruppens formål ligger inden for de rammer og formål, som kan støttes via Statens bidrag til strategisk varmeplanlægning.

Arbejdsgruppens ansøgning ses i bilag.

Retsgrundlag
Lov om varmeforsyning.

Budgetmæssige konsekvenser
Jammerbugt Kommune har modtaget i alt 1,312 mio. kr. fra Staten fordelt over 2022-2025. Ansøgning om tilskud på kr. 50.000 ligger inden for den overordnede ramme, der er aftalt til støtte til lokale energifora.

Høring/borger- og brugerinvolvering
Ikke relevant.

Indstilling
Vækst- og Udviklingsforvaltningen indstiller, at Teknik- og Miljøudvalget godkender, at arbejdsgruppen tildeles det ansøgte tilskud på 50.000 kr. mod sædvanlig dokumentation.

LÆS OGSÅ: Kom og drøft dit lokalsamfund i Jammerbugt

Deltag i debatten på Jammerbugtposten.dk - Skriv en kommentar til denne artikel:

Skriv venligst en kommentar
Indtast dit navn