Spil Dansk Ugen kommer til Jammerbugt Kommune

Helle Bak Andreasen (V) Formand for Kultur, - fritids og landdistriktsudvalget
Print Friendly, PDF & Email


Spil Dansk Ugen kommer til Jammerbugt Kommune

Landet over hyldes danskproduceret musik i uge 44, hvor Spil Dansk Ugen finder sted. I Jammerbugt Kommune har man også sørget for arrangementer i ugen – bl.a. fællessang og gratis koncerter.


”Spil Dansk Ugen” fejres over hele Danmark i uge 44, fra mandag 31. oktober til søndag 6. november 2022. Ugen er en landsdækkende fejring af danskproduceret musik. Der vil på landsplan være over 1000 arrangementer, f.eks. på spillesteder, biblioteker, skoler og i kirker og kulturhuse.

Også i Jammerbugt Kommune bliver Spil Dansk Ugen markeret, når 11 fællessangs- og koncertarrangementer løber af stablen i uge 44.

Kultur-, fritids- og landdistriktsudvalget i Jammerbugt Kommune har således bevilget midler til, at sangerinde Anne-Marie Hassing, duoen Dyveke samt duoen Lene Rom Frederiksen & Niels Bjerre besøger forskellige steder i Jammerbugt Kommune i løbet af uge 44.

Bl.a. kan man opleve Anne-Marie Hassing hos Aabybro Musikforening i Aaby Lokalhistorisk Forenings lokaler i DGI Huset, og Dyveke kan opleves i Bogbrugsen i Ingstrup samt Langeslund Kulturforening i Arentsminde. Lene Rom Frederiksen & Niels Bjerre kan man opleve i Fælleshuset på Gjøl.

Helle Bak Andreasen, formand for Kultur-, fritids- og landdistriktsudvalget, fortæller, at Jammerbugt Kommune meget gerne støtter op om fællesskabsskabende arrangementer for borgerne i kommunen.

”Vi er glade for at kunne sende dygtige musikere og sangere ud til vores borgere – hvad enten det er borgere på plejecentre eller borgere, som nyder en eftermiddag eller aften i den lokale kulturforening. Vi har stor succes med på forskellig vis at få Kulturen til at Rykke Ud til vores borgere. Denne gang med fællessang for øje, og jeg er sikker på, at det bliver en dejlig uge”, siger Helle Bak Andreasen.

Rundt om i hele Jammerbugt Kommune vil der være mange Spil Dansk-arrangementer i uge 44 – i kirker, skoler, foreninger m.fl.

Spil Dansk Jammerbugt LOGO