Smagen af efterår og børnelopper i Blokhus

Arkivbillede. Foto: Jammerbugtposten.dk
Print Friendly, PDF & Email


Smagen af efterår og børnelopper
Som en del af Blokhus Efterårsfestival byder Erhvervsforeningen Destination
Blokhus på populært høstmarked samt hyggeligt børneloppemarked i uge 42.

Smag på efteråret til Høstmarked
Det populære høstmarked afholdes i år onsdag d. 19. oktober, hvor der er hele 23 stader at udforske. Som altid vil der være noget for alle smagsløg, når de lokale råvareproducenter fra kl. 11-16 byder velkommen til Nordjyllands vel nok hyggeligste Høstmarked.


Mød blandt andet Den Glade Bondemand, kendt fra tv- programmet af samme navn eller Frederikke Olsen som byder på lækker Bubble tea, som er sød iste fra Taiwan med Bobaperler.

Hils også på Bennys Fisk, hvor du kan få alt godt fra havet og ikke mindst prøve de meget populære fiskefrikadeller, som der plejer at være stor rift om.

Det lokale Ingstrup Mejeri har disken fyldt af udsøgte oste og hos Tranum Mølle Destilleri kan man prøve deres hjemmelavede gin. Glad Gris byder på lækre pølser lavet af svin, der har haft et fantastisk liv på frilandet og hos Naturbruget Tranum, kan man få økologiske grøntsager med hjem til aftensmaden.

Markedet afholdes som altid på Blokhus Torv både inde i teltet og udenfor på selve torvet. Så rammerne er på plads til en rigtig markedsdag.

Gør et kup og få styr på julegaverne
Det er vist ikke gået nogens næse forbi at forbrugs- og energipriserne stiger med lynets hast i 2022. Så hvorfor ikke spare lidt på pengepungen og samtidig få styr på børnenes julegaver i god tid? Der er nemlig mulighed for at gøre et rigtig godt køb til Blokhus Børnelopper – efterårsferiens store børneloppemarked i teltet på torvet. Loppemarkedet afholdes mandag d. 17. oktober fra kl. 12-15.

Hvis man trænger til at rydde op i skabet eller har et helt loft fyldt med gammelt legetøj og børnetøj, er er der mulighed for at booke en stand til børneloppemarkedet. Pris pr. stand inkl. 1 bord Kr. 40,-. Book en stand på: blok-hus.nemtilmeld.dk/23/