ForsideJammerbugtSparekassen Danmark kommer til Fyn

Sparekassen Danmark kommer til Fyn

Sparekassen Danmark kommer til Fyn

Sparekassen Danmark og Totalbanken ønsker at fusionere

Bestyrelserne i Totalbanken og Sparekassen Danmark undersøger mulighederne for en sammenlægning af de to pengeinstitutter og planlægger derfor en fusion. Det er hensigten, at det fusionerede pengeinstitut skal fortsætte som en garantsparekasse under navnet Sparekassen Danmark.

Formålet med fusionen er at skabe et større og endnu stærkere, lokalt forankret pengeinstitut. 

Sparekassen Danmark er i dag ikke repræsenteret på Fyn. Med fusionen får Sparekassen Danmark en betydelig repræsentation på Fyn og en god base for yderligere vækst på Fyn og omegn. 

Totalbanken vil fremtidig være en selvstændig region i Sparekassen Danmark med stor selvbestemmelse i en decentral struktur. 

Sparekassen Danmark har hovedsæde i Vrå i Hjørring Kommune og findes på 58 adresser i Jylland og i Storkøbenhavn. Totalbanken har i dag sit hovedkontor i Aarup, og i Odense har banken tre privatkundeafdelinger og en erhvervskundeafdeling.

Der vil ikke ske afskedigelser som følge af fusionen.

Bestyrelse og direktion

Den nuværende formand for bestyrelsen i Totalbanken, direktør Claus Moltrup, indtræder ved fusionen i bestyrelsen for Sparekassen Danmark. Bestyrelsen ledes af et formandskab bestående af direktør Finn Hovalt Mathiassen, Aars, og advokat Birte Dyrberg, Hjørring. 

Den nuværende administrerende direktør i Totalbanken, Ivan Sløk, indtræder ved fusionen i Sparekassen Danmarks direktion, der i forvejen består af administrerende direktør Vagn Hansen, Jan Skov, Kim Mouritsen, Lars Thomsen og Lisa Frost Sørensen.

Fælles værdier

Bestyrelsesformand Claus Moltrup fra Totalbanken siger om fusionen:

”Bestyrelsen i Totalbanken er meget positiv over for den aftale, vi har indgået med Sparekassen Danmark om en fusion. Vi ser det som en rigtig god mulighed for at etablere et større og endnu stærkere, lokalt forankret pengeinstitut til gavn for Totalbankens aktionærer, kunder og medarbejdere. Vi mener i bestyrelsen, at medarbejderne i Totalbanken tilbydes gode forhold med spændende perspektiver, og at vederlaget for aktierne i Totalbanken udgør en attraktiv betaling. Derfor anbefaler vi aktionærerne at stemme for fusionen på en kommende ekstraordinær generalforsamling. 

Kunder og medarbejdere vil opleve en styrket bank med fusionen, som vil give nye muligheder for både kunderne og medarbejderne. 

Ivan Sløk, administrerende direktør i Totalbanken, siger om fusionen:

”Vi er stærke hver for sig, men bliver endnu stærkere sammen. Vi har fundet sammen af lyst og ikke af nød. Det overordnede værdigrundlag vil fortsat være baseret på lokal nærhed, og kunderne kan fortsat være trygge ved, at den personlige rådgivning er til kundernes fordel. Vi vil sammen blive en endnu mere attraktiv arbejdsplads, hvor nuværende og kommende medarbejdere vil få mange flere muligheder.”

”Samtidig er vi glade for, at der med fusionen er skabt gode muligheder for at udbygge tilstedeværelsen på Fyn.”  

Formandskabet i Sparekassen Danmark, Birte Dyrberg og Finn Hovalt Mathiassen, siger om fusionen:

”Vi er i bestyrelsen i Sparekassen Danmark glade for, at vi har fået muligheden for at indgå en fusion med et stærkt pengeinstitut som Totalbanken, som samtidig har de samme grundlæggende værdier som os. Vi ser frem til sammen at skabe et endnu stærkere pengeinstitut med lokal forankring til gavn for kunder og lokalsamfund.”

Vagn Hansen, administrerende direktør i Sparekassen Danmark, siger om fusionen:

”Vores to pengeinstitutter passer rigtig godt sammen. Vi deler værdigrundlag og brænder for den lokale forankring. Sparekassen Danmark har i kraft af de store fonde den samfundsmæssigt mest bæredygtige forretningsmodel, hvor en stor del af indtjeningen gives tilbage til de lokalsamfund, hvor pengene tjenes. 

Ombytningsforhold

Der er opnået enighed om et bytteforhold, hvor aktionærerne i Totalbanken modtager 233 kroner i garantkapital i Sparekassen Danmark for hver aktie á nominelt 20 kroner. I det omfang, vederlaget ikke er deleligt med 1000 kroner, udbetales den overskydende del af vederlaget kontant. En aktionær, der besidder 10 aktier vil således modtage for 2000 kroner garantkapital og 330 kroner kontant.

Godkendelser

Det er en forudsætning for fusionens gennemførelse, at den godkendes af Finanstilsynet samt Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen. Desuden er det en forudsætning, at fusionen godkendes på en ekstraordinær generalforsamling i Totalbanken og af repræsentantskabet i Sparekassen Danmark. Fusionen forventes realiseret den 1. september 2023.

Deltag i debatten på Jammerbugtposten.dk - Skriv en kommentar til denne artikel:

Skriv venligst en kommentar
Indtast dit navn

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER