Sommerturister og lokale i Jammerbugt har været med til at opsamle 19.067 plast pellets ved håndkraft
“De er opsamlet én for én, og det svarer til ca. 572 gram. De fylder ikke særligt meget, men det en kæmpe indsats, som vi sammen har præsteret denne sommer”, siger Race for Oceans-initiativtageren Signe Simonsen efter denne sommers strandrensningsaktiviteter.
Nordjyske Race for Oceans har gennem seks uger i træk, fra uge 27-32, afholdt 42 strandrensninger med fokus på opsamling af plast pellets. 762 sommerturister og lokale nordjyder har deltaget, hvoraf den yngste var 10 mdr. gammel og den ældste 82 år.
EN ØJENÅBNER FOR DELTAGERNE
Aktiviteterne foregik på 10 nordjyske strande mellem Slettestrand i Jammerbugt Kommune og Nørlev Strand i Hjørring Kommune, og her fik deltagerne selvsyn for en global udfordring og mærket oprydningen deraf på egen krop.
“Det har været en øjenåbner for mange at samle plast pellets sammen med os. De fleste har hørt om mikroplast i havene før, men de kender som regel overhovedet ikke til forklaringen med plast pellets. Til vores strandrensninger har de haft mulighed for at komme helt tæt på udfordringen og opleve den med egne sanser direkte i naturen, hvor det sker”, siger Signe Simonsen.
EU-Kommissionen har tidligere estimeret, at omkring 160.000 tons plast pellets ender i naturen i EU hvert år. De er tabt i forbindelse med produktion af plastikprodukter eller transport, eks. et fragtskib, der taber en container og er derefter skyllet op på stranden.
“Der er stor forskel på plast pellets og øvrigt mikroplast i havene. De fleste deltagere tror, at plast pellets er nedbrudt til mikroplast ved at blive slebet rundt af ex. sand og saltvand, men faktisk er plast pellets råmaterialet til at fremstille plastprodukter med. Men det blev bare aldrig en succes i form af et produkt, da vores systemer tillader et spild via produktion og transport. Og nu er det stort globalt miljøproblem istedet”, siger Signe Simonsen.
EN KRÆVENDE INDSATS I DYREPERSPEKTIV
“Man skal helt ned i “dyreperspektiv” og lede i det løse sand, og her mærker man hurtigt, at det kan gøre lidt ondt i ryggen eller benene, når man sidder og samler dem op. Lige dér begynder deltagerne også at forstå, hvor stor udfordringen er, og hvorfor vi aldrig vil komme den til livs med håndkraft. Og netop derfor er det ikke en option længere at lade plastikken ligge i naturen”, siger Signe Simonsen.
Race for Oceans ønsker at skabe endnu mere fokus på udfordringen om den stigende plastikforurening og Verdensmål 14 – Livet i havet, og senest har de igangsat et teknologiprojekt, som skal være med til at identificere og opsamle plast pellets og mindre affald på strandene ved hjælp af computer vision (AI), robot- og droneteknologi.
TAK TIL ALLE DELTAGERE OG SAMARBEJDSPARTNERE
Race for Oceans vil gerne sende et stort tak til alle deltagere, tilskuere og samarbejdspartnere, der har støttet op om projektet denne sommer. Projektet blev støttet af Miljøstyrelsen og blev afholdt på Slettestrand, Tranum Strand, Blokhus Strand, Rødhus Strand, Saltum Strand, Grønhøj Strand, Løkken, Nr. Lyngby, Lønstrup og Nørlev Strand.
Om Race For Oceans:
Race for Oceans Foundation er en almennyttig forening med base i Løkken. Vores formål er at sætte fokus på Verdensmål 14 – Livet i havet ved at skabe synergi mellem sport, motion og videndeling i forbindelse med strand- og havneoprensninger. Vores aktiviteter er for alle med passion for havet, og vores vision er at sætte så lille et footprint på naturen som muligt ved at fokusere på cirkulære processer og teknologiudvikling.
I første halvdel af 2023 har Race for Oceans igangsat et teknologiprojekt, som skal hjælpe til identificering og opsamling af det affald vi ikke kan opsamle med håndkraft, startende med plast pellets, på landjorden via computervision (AI), robot- og droneteknologi. Som en del af datagrundlaget for teknologiprojektet har Race for Oceans taget +15.000 billeder og opsamlet i alt 5.174 plast pellets ved håndkraft på 38 ud af 40 udvalgte lokationer langs den danske vestkyst.
LÆS OGSÅ: Stor elevfremgang på Saltum skole