Kultur-, Fritids- & Landdistriktsudvalget inviterer igen i år 7-12-årige børn i Jammerbugt Kommune til en uge med kunst, kreativitet og samvær.
Sommerkunstskolen afvikles i sidste uge af skolernes sommerferie (uge 32), og der er plads til i alt 60 deltagere på tre forskellige hold; KUNST & DESIGN, DANS og VI BYGGER.
“I år er vi jo desværre nødt til at tage forbehold for en eventuel aflysning som følge covid-19, men vi håber selvfølgelig meget, at det er muligt at afholde Sommerkunstskolen i år. Det bliver selvfølgelig ifølge de til dén tid gældende retningslinjer fra Sundhedsmyndighederne,” lyder det på Jammerbugt Kommunes hjemmeside.
“Sommerkunstskolen er en årligt tilbagevendende succes med mange glade og kreative børn. Det er en uge, som vi meget nødigt vil undvære”, fortæller Helle Bak Andreasen, formand for Kultur-, Fritids- & Landdistriktsudvalget.
“Sommerkunstskolen giver vores børn mulighed for at være sammen med og blive undervist og inspireret af professionelle kunstnere en hel uge. Hvornår får man ellers mulighed for det?”
Det er kunstnere, der underviser, og eleverne får både mulighed for fordybelse, udvikling af deres kreative evner og for at få nye venner.
I år kan man bl.a. arbejde med maling, skulpturelt tekstildesign, danse rytmer fra fjerne kyster samt skabe store monstre. Både drenge og piger er meget velkomne.
Tilbuddet sendes ud til alle folkeskoler og friskolers elever i målgruppen i Jammerbugt Kommune via skolernes elektroniske kommunikationsplatforme. Og man får sin deltagerbetaling tilbage i tilfælde af en aflysning.