ForsideBrovstArne Poulsen: Det sejler i Jammerbugt kommune

Arne Poulsen: Det sejler i Jammerbugt kommune

Af Arne Poulsen

Det sejler i Jammerbugt kommune

Jeg har, sammen med andre, der er kommet på Attrup Havn gennem mange år, undret mig over den måde, havnen drives på, efter at Jammerbugt Kommune overtog den. Jeg har ikke selv båd i vandet, men bruger havnen meget – ligesom de mange tusinde andre, der besøger den hvert år.

Tager man til Attrup Havn i dag, fremstår den noget sølle. Det er konsekvensen af Jammerbugt Kommunes utallige svigt, manglende evner og vilje til at ville noget godt for borgerne i og omkring Attrup, for sejlerne og for havnen.

Et godt eksempel er den høring, man lagde frem, hvor det blev antydet, at man ikke længere ville uddybe havnen. Først ville man, så ville man ikke – så kunne det lade sig gøre ét år mere, men det ville blive meget dyrt. Sandheden er dog, at det slet ikke kom til at koste i nærheden af det, man påstod. Da man så, hvor mange midler der var tilbage fra uddybningen, gjorde man som altid: returnerede alle pengene til Gjøl Havn. Det ser jo godt ud i regnskabet for Gjøl Havn. Man er end ikke villig til at betale Attrup Bådelaug nogle få tusinde kroner per sæson for at passe havnen – man har end ikke gidet reagere på det tilbud, man selv har efterlyst.

Disse – og mange andre – hovedløse beslutninger fra kommunen har medført, at en del bådejere er flyttet og i stedet har fået plads i Løgstør Havn.

Vi andre tænker på, hvilken værdi en velholdt og opdateret havn kunne have for turismen i og omkring Attrup: højere huspriser, flere tilflyttere med større købekraft, osv.

Attrup-området har en fantastisk natur og ikke blot nogle flade marker. Man kunne, hvis man ville, få meget mere ud af området. Men nej – Jammerbugt Kommune er den eneste kommune omkring Limfjorden, der udelukkende ser havne som en udgift. Seneste eksempel på modarbejdelse af Attrup Havn er, at man ikke overholder loven: man undlader simpelthen at udlægge bøjer fra sejlrenden og ind til havnen. Det er til fare for de sejlende. Derfor har undertegnede kontaktet Søfartsstyrelsen og meddelt, at Jammerbugt Kommune ikke lever op til sine forpligtelser. Der er nu udsendt en advarsel fra Søfartsstyrelsen om faren ved at sejle til Attrup Havn.

Det er kritisabelt, at det administrative personale lader Attrup Havn forfalde og forsumpe til ukendelighed.

Hvis man ønsker liv i Attrup Havn og vil føre den tilbage til fordums styrke – med de fordele det medfører – må man sætte folk ind, der har evnerne og viljen til at drive havn. Man må også sikre betaling – eller i det mindste en retfærdig fordeling af midlerne. Det kan gøres til en fornuftig pris, hvis man blot vil lytte for en gangs skyld.

Jeg undrer mig over, at man som politisk ansvarlig lader denne praksis fortsætte. Eller er det måske politisk besluttet, at man ad bagdøren vil lukke havnen? Det hele virker meget beregnende.

Ja, det sejler – men hvorhen?

9 KOMMENTARER

  1. Ja, som jeg har skrevet mange mange gange, os her i den vestlige ende af Jammerbugten, blive syltet gang på gang
    Selv om vi har en borgmester som bor I Skovsgaard kun Ca 5 km fra Attrup havn,

  2. Det er ikke kun havnen i Attrup – vore fortove i Skovsgaard er livsfarlige for gangbesværede og rolatorbrugere at færdes på. Store huller i fliserne og de er vinsk og skæve med stor forskelle i højden. Jammerbugt er da blevet en sølle kommune

    • Kommunens opførsel over for Attrup Havn er ikke så meget midlerne, men mere fordelingen, i jammerbugt er der 3 havne, men over 90% af midlerne går til gjøl, der har i mange år siden kommunesammenlægningen været en modvilje mod Attrup.

      • Du har fuldstændig ret
        Alt skal slæbes til den østlige del af Jammerbugten ,selv om Borgemesteren bor i den vestlige del af Jammerbugten

  3. Det er galt overalt i Jammerbugt Kommune med vedligeholdelse af mange ting. Da vi fik lavet kloakseparation i Aabybro, blev der kun lagt nyt fortov i den ene side, og det var den side, som bruges mindst. Der var ikke penge til den anden side. Men til ændringer i Jetsmark-området er der altid penge nok.

    • Som jeg skriver til Jenny, langt de fleste penge bruges på gjøl, alligevel påstod man ved høringen at man ved at nedgradere Attrup havn til jolle havn, kunne man spare penge, hvilke penge? der bruges ikke penge på Attrup havn🙄😜 det hele virker meget beregnende, det er jo lige før de bruger samme taktik som Trump.

  4. Det samme er sket med Haverslev havn.
    Den er dog ikke kommunal, men ligger dog stadig i Jammerbugt.
    Det er også en stort turistattraktion, gennem sommeren kommer der 10-15 autocampere i gennemsnit pr døgn for at nyde naturen og atmosfæren.
    Det er utroligt at man bare lader stå til og “smider” kommunens sejler til andre havne langs fjorden som ikke ligger i kommunen.
    Alt i kommunen forfalder.

    • Ja du har fuldstændig ret, En kommualbestyrelse uden indblik hvad der foregår går i Jammerbugt kommune
      80 % sidder der for egen vendinger skyld

Deltag i debatten på Jammerbugtposten.dk - Skriv en kommentar til denne artikel:

Skriv venligst en kommentar
Indtast dit navn

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER