Af Frank Trolle, Morten Klessen og Kiki Bille Bach, Socialdemokratiet Jammerbugt
Grønne fællesskaber kommer ikke af sig selv
Der er heldigvis også historier, som fortjener spalteplads, fordi de viser, hvad der kan lade sig gøre, når vi løfter i fællesskab.
Forleden besøgte vi søområdet i Aabybro for at se den nye belægning omkring søen. Det er resultatet af et stærkt samarbejde mellem Krone Vinduers/VKR Gruppens Medarbejderfond og Jammerbugt Kommune – et samarbejde, der gør området endnu mere attraktivt for de mange mennesker, som hver dag bruger søen til motion, fællesskab og naturoplevelser.
Den slags projekter opstår ikke af sig selv. De kræver virksomheder, der vil investere i lokalsamfundet, politikere, der prioriterer udviklingen, og en dygtig forvaltning, som får idéerne omsat til virkelighed. Derfor vil vi gerne sende en anerkendelse til de medarbejdere i kommunen, der har været med til at føre projektet sikkert i mål. Det er vigtigt, at vi også husker at sige tak, når ting lykkes.
For os er grønne områder meget mere end stier og belægning. De er mødesteder. Her går bedsteforældre tur med børnebørnene, venner mødes til en snak, familier nyder naturen, og løbere og motionister finder både energi og ro. Det er investeringer i folkesundhed, trivsel og stærke fællesskaber – det, man med et godt ord kan kalde kulturvitaminer.
Samtidig har søen udviklet sig til et samlingspunkt for hele Jammerbugt. Ikke mindst takket være Stine Rex, som gennem flere år har skabt en helt særlig folkefest med sine spektakulære løbeevents. Hun har sat både Aabybro, Jammerbugt og Nordjylland på landkortet, og i år tager hun udfordringen til nye højder med et forsøg på at løbe i 10 døgn. Det er imponerende, og vi glæder os til selv at snøre løbeskoene og være en del af oplevelsen.
Vi tror på, at et stærkt lokalsamfund skabes gennem samarbejde – mellem borgere, virksomheder, foreninger og kommune. Når vi investerer i de steder, hvor mennesker mødes, investerer vi samtidig i et stærkere fællesskab. Derfor håber vi, at udviklingen omkring søen kan være inspiration til endnu flere partnerskaber, som gør Jammerbugt til et endnu bedre sted at bo og leve.


Rigtig- det sociale samværd og helbredet er næsten vigtigere for mange penge. Tænk på de ældre på plejehjem!