Søndag er der oprykkerdyst mod Nykøbing FC

Jammerbugt FC assistenttræner Jan Rasmussen
Jammerbugt FC assistenttræner Jan Rasmussen Foto: Thomas Jansen
Print Friendly, PDF & Email

Kun et enkelt point er der mellem søndagens duellanter Jammerbugt FC og Nykøbing FC. De to oprykker-hold har efter de første otte runder placeret sig midt i rækken. Søndag slås de om, hvem der skal længere op.

I Jammerbugt FC lejren har humøret været højt i forberedelserne til kampen. Landskampspausen inden 8. runde gav fornyet energi og den efterfølgende hjemmesejr over HB Køge gav fornyet tro.

– Det er jo sådan med sejre at de giver noget selvtillid og noget friskhed i træningsugen. Så det har været rigtig godt. Det giver noget humør og det smitter af på hele truppen, forklarer Jammerbugt FC assistenttræner Jan Rasmussen, der ud over de brede smil i truppen, føler at de fælles skuldre også er ved at vokse sig bredere.

– Samtidig begynder det at blive bedre i truppen og på træningsbanen. Vi er mange nye og nu begynder folk at kende hinanden, og når man så vinder, så går sådan noget bare lidt hurtigere. Det er med til at vi bliver sammentømret lidt hurtigere. Så alt i alt har det været en god uge, og dem håber jeg, vi skal have mange af, smiler Jan.

Han og de blåblusede ved godt, at trods smilene i løbet af ugen, så vil tænderne være sammenbidte i weekenden, når der skal arbejdes stenhårdt for at hente nye point. Det er det samme hver weekenden. Niveauet er højt og de blå må vokse med opgaven. Det gælder også mod Nykøbing FC.

– Det er et rigtig godt hold. De kommer til sæsonen lidt som os selv. Der er mange sejre i bagagen fra sidste sæson. De er vant til at vinde og har en tro på sig selv. Nu er vi så i en ny verden med nye forudsætninger, forklarer Jan Rasmussen og fortsætter.

– De har nogle spidskompetencer. Bl.a. har de en stor angriber, som er både mobil, god med fødderne og har et godt spark. De har også nogle bundrutineret spillere, som tidligere har spillet i toppen på højeste niveau. Og det er blot et par af deres styrker. De har et godt hold og der er flere spillere, jeg kunne fremhæve. Så der er nogle mekanismer i det hold, både hvad angår erfaring og kvalitet, som vi skal være meget opmærksomme på.

Med andre ord skal de gode takter fra sidste rundes sejr over HB Køge fastholdes. Dog handler det ikke helt om at fortsætte, hvor holdet slap. I hvert skal der lukkes bedre af, hvis det står til assistenttræneren.

– Som gammel forsvarsspiller vil jeg jo sige, at vi ikke skal lukke så mange mål ind, selvom offensiven sprudler og scorer fire, smiler Jan og fremhæver nogle at de styrker Jammerbugt FC mandskabet fortsat prioriterer højt.

– Som vi ofte siger, så handler det fortsat om hårdt arbejde, ydmyghed og at være stærke i duelspillet. Det kan vi. Det virker for os. Og så bygger vi det andet på hen ad vejen. Det ser vi også i weekenden, hvor vi scorer to på dødbolde og lægger et rigtig godt tryk på Køge, som også giver straffesparket. Så vi skal holde fast i vores vanlige dyder. Har vi det på plads, så er vi et svært hold at møde, og så udvikler vi os derfra.

Det er dermed også planen mod Nykøbing FC, der ligesom HB Køge tæller flere danske fodboldprofiler både på og uden for banen.

Jammerbugt FC og Nykøbing FC spiller søndag d. 19. september kl. 15.00 på Lollands Bank Park.