ForsideBrovstSkovsgaard tabte med imponerende støtte

Skovsgaard tabte med imponerende støtte

Skovsgaard tabte med imponerende støtte

Vejrudsigten lagde aldrig skjul på, at regnen ville øse ned over fodboldkampen. 

Og alligevel kørte adskillige fyldte biler med Skovsgaard-tilhængere knap 150 kilometer på en tirsdag aften for at støtte ‘Humlebierne’ på udebane i Danmarksserien mod Vejlby-Risskov Idrætsklub.

De mange supportere havde fortjent bedre, for Skovsgaard Boldklub måtte strække våben efter en hård og intens forestilling på Bellevue Stadions kunstgræsbane i Risskov ved Aarhus, hvor værterne sejrede 2-1.

VRI slog først midt i første halvleg med et gennemspillet hovedstødsmål til 1-0, men få minutter senere slog Skovsgaard igen, da Thomas Uhlig med stærk og beslutsom venstrefod scorede sit første mål for Skovsgaard.

I en rodet anden halvleg lykkedes det dog kun for hjemmeholdet at score, nemlig sejrsmålet til 2-1 tidligt inde i halvlegen.

Der var dog chancer til begge sider. Ivan Siggaard holdt Skovsgaard inde i kampen med store redninger, og Skovsgaards sparkespecialist Mathias Milton ramte overliggeren med et frispark.

“Det er et ærgerligt resultat, men igen viser vi, at vi sagtens kan spille i Danmarksserien, og der er flere point at hente i de kommende kampe”, sagde Skovsgaards erfarne spillerprofil Oliver Dam Daarbak efter kampen.

VRI’s cheftræner Dennis Hyldgaard havde stor respekt for Skovsgaard og bevarede den efter kampen, som han grundigt forberedte sine spillere på at udkæmpe. Han fremhæver for eksempel Skovsgaards tilskuere:

“Det er dybt imponerende, at de gider en tirsdag aften i regnvejr, og det fortjener min fulde respekt, for de giver kampen noget ekstra, selvom de ikke holder med os”.

Skovsgaards næste opgave i Danmarksserien bliver en ny Aarhus-historie, nemlig lørdag den 12. september klokken 14.00, hvor topholdet Viby kommer til Hanherred og besøger Vinther’s Isolering Park.

Danmarksserien: VRI – Skovsgaard 2-1 (1-1)

1-0 Jacob Kromann (29)

1-1 Thomas Uhlig (34)

2-1 Mads Frederiksen (52)

Gult kort: Thomas Uhlig, Skovsgaard (20), Emil Virring From, Skovsgaard (78), Omar Eleyan, Skovsgaard (86).

Tilskuere: 100

Foto: Anders Ulstrup
- Annonce -

SENESTE ARTIKLER