ForsideJammerbugtSkoleelever får nye muligheder: Juniormesterlære rulles ud i Jammerbugt

Skoleelever får nye muligheder: Juniormesterlære rulles ud i Jammerbugt

Skoleelever får nye muligheder: Juniormesterlære rulles ud i Jammerbugt

Godkendelse af organisering af juniormesterlæreordning fra og med skoleåret 2025/2026, er på dagsordenen når Børne og Familieudvalget i Jammerbugt Kommune holder møde den 3. februar 2025.

Sagsbeskrivelse
Børne- og Familieudvalget besluttede d. 2. december 2024 (punkt nr. 73), at sende forslag til organisering af juniormesterlæreordning i høring. Efter gennemført høring, fremsendes sagen nu til beslutning. 

Som en del af aftalen om folkeskolens kvalitetsprogram fra den 19. marts 2024 indgår etablering af juniormesterlære i udskolingen, som et af de i alt 33 initiativer. Under overskriften “mere praktisk undervisning og valgfrihed til de ældste elever” er juniormesterlære et af de initiativer, der skal etableres fra skoleåret 2025/2026.

  • Kommunalbestyrelsen skal tilbyde juniormesterlæreordning til elever i 8. og 9. klasse, både elever i almen og elever, der er henvist til specialundervisning og anden specialpædagogisk bistand (retskrav).
  • Beslutning om deltagelse i juniormesterlæreordning træffes af eleven med forældrenes samtykke.
  • Hvis eleven ikke ønsker at fortsætte i en juniormesterlæreordning, skal eleven tilbydes undervisning efter de almindelige regler.
  • Kommunalbestyrelsen kan beslutte at samle eleverne i en klasse, hvor eleverne tilgår ny distriktsskole ved påbegyndelse af juniormesterlæreordning.
  • Folkeskolens afgangseksamen med juniormesterlære giver adgang til eud grundforløb. Andre ungdomsuddannelser vil kræve optagelsesprøve/samtale. Folkeskolens afgangseksamen med juniormesterlære bestås ved deltagelse, karaktergennemsnit på mindst 2,0 i henholdsvis dansk og matematik samt gennemført afsluttende evalueringssamtale.

I Jammerbugt Kommune har der været nedsat en arbejdsgruppe bestående af ledere fra udskolingsskoler både i almen og special, Ungdomsskolen, UU, PPR, skole- og dagtilbudschefen samt konsulenter fra skoleområdet. Denne gruppe har drøftet organisering og indhold i tilbuddet og kommer med følgende anbefaling:

  • Samling af juniormesterlæreordning på to lokationer for almen og én for special
  • Undervisningstiden organiseres med fagfaglig undervisning tre femtedele af tiden (svarende til tre dage om ugen) og praktik to femtedele af tiden (svarende til to dage om ugen)
  • Fagrækken skal indeholde dansk (eksamensfag), matematik (eksamensfag), engelsk (kompetencefag) og fysik/kemi (kompetencefag)
  • Undervisningen organiseres praksisnært med afsæt i elevernes praktikforløb, hvor der arbejdes med metoder, som allerede anvendes i skolevæsnet som fx. problembaseret læring, projektorienteret undervisning, engineering eller lign.
  • Målsætningen er at eleverne er i praktik i en virksomhed to femtedele af undervisningstiden og anvender praksisfaglige undervisningsforløb, når praktik ikke er en mulighed.

Forvaltningens anbefaling forud for høring er, at juniormesterlæreordningen i almen placeres på henholdsvis Fjerritslev Skole og Skolecenter Jetsmark ud fra den begrundelse, at de har erfaringer fra indeværende skoleår omkring organisering og undervisning indenfor rammen af Folkeskolens § 9, stk. 4. Her har de begge afviklet tilbud, der i sin grundform ligner den kommende juniormesterlæreordning med kobling mellem praktik og undervisning inden for en reduceret fagrække.

Efter forslag til organisering af juniormesterlæreordning blev sendt i høring har Folketinget den 12. december 2024 vedtaget aftale om folkeskolens kvalitetsprogram med Lov 2024-12-30 nr. 1659 om ændring af lov om folkeskolen, lov om erhvervsuddannelser og forskellige andre love. I forbindelse med vedtagelsen heraf, har ministeriet tydeliggjort, at den fagfaglige undervisning alene kan finde sted på en folkeskole. 

Derfor kan den foreslåede løsning for special ikke etableres og det indstilles derfor, at der foreløbigt laves individuelt tilrettelagt forløb for den enkelte elev. Dette vil bidrage med erfaringer, der kan benyttes til videreudvikling af juniormesterlæreordninger på specialområdet. 

Forslag til organisering af juniormesterlæreordning har været sendt i høring i perioden 3. december 2024 til 13. januar 2025. Forvaltningen har modtaget 13 høringssvar fra hhv.:

  • Skolebestyrelsen Brovst Skole
  • Skolebestyrelsen Biersted Skole
  • Skolebestyrelsen Trekronerskolen og Solstrålen
  • Skolebestyrelsen Aabybro Skole
  • Skolebestyrelsen Ørebroskolen
  • Skolebestyrelsen Skolecenter Jetsmark
  • Skolebestyrelsen Saltum Skole
  • Jammerbugt Ungdomsskoles bestyrelse
  • Skolebestyrelsen Fjerritslev Skole
  • Skolebestyrelsen Skovsgaard-Tranum Skole
  • Midtvendsyssel Lærerkreds
  • Handicaprådet
  • Jammerbugt Kommunale Tandpleje

Derudover har forslaget til organisering af juniormesterlæreordning været drøftet i ForvaltningsMED i Børne- og Familieforvaltningen med afsæt i arbejds- og personaleforhold. Her er der en opmærksomhed på ressourcer og søgning til juniormesterlæreordningen, således at denne er kendt inden der udlægges ressourcer. Der er ligeledes en opmærksomhed omkring UU og en potentielt øget vejledning til og omkring tilbuddet, ligesom opgaven omkring praktikpladser italesættes. Sidst er der en opmærksomhed på, at den særlige afgangseksamen kan kræve ekstra opmærksomhed første gang den skal gennemføres.

Organisering af tilbuddet
Der er mange positive tilkendegivelser ift. den anbefalede organisering med to geografiske udbud i Fjerritslev og Jetsmark for almen. Det bemærkes, at der med disse to lokationer sikres en god geografisk spredning i tilbuddet. Begge skoler peger på, at den erfaring de har gjort sig fra arbejdet med § 9, stk. 4 tilbuddene er centrale ind i arbejdet med en kommende juniormesterlæreordning.

Enkelte høringssvar taler ind i muligheden for at etablere tilbuddet på alle overbygningsskoler på sigt, for at elever ikke skal stå overfor et skoleskift. Denne løsning vil for nuværende medføre skemabindinger i samtlige klasser, hvor der går juniormesterlæreelever, hvilket har været en af de tungtvejende årsager til, at dette ikke er anbefalet af arbejdsgruppen. 

Skolebestyrelsen på Saltum Skole foreslår, at juniormesterlæreordningen fra kommende skoleår enten bliver et tilbud på alle skoler, som beskrevet ovenfor, eller etableres på tre lokationer i almen, således at alle skoler, der har budt ind på opgaver, får et juniormesterlæretilbud. 

Generelle bemærkninger i høringssvarene, der vedrører andet end organisering

Høringssvarenes øvrige bemærkninger og opmærksomhedspunkter kan grupperes under nedenstående overskrifter.

Søgning og tilgængelighed

  • Det skal være nemt for eleverne at komme med transport til juniormesterlæretilbuddet.
  • Usikkerhed omkring søgningen til tilbuddet, hvornår er tilbuddene bæredygtige.
  • Skoleskiftets betydning for til- og fravalg af tilbuddet.

Økonomi og skolers ressourcer

  • Økonomisk bæredygtighed i tilbuddene.
  • Bekymring for påvirkning af skolernes ressourcer, hvis mange elever vælger til/fra efter 15. marts. 
    De elever, der ønsker at blive en del af juniormesterlæreordningen skal tilkendegive dette inden 15. marts.
  • Opmærksomhed på enkelt integrerede elever.
  • Sikring af midler til drift, materialer og løn til opgaven.

Fællesskab

  • Opmærksomhed på, at det at blive flyttet væk fra oprindeligt klassefællesskab vil få elever til at fravælge juniormesterlære.
  • Opmærksomhed på at skabe nye fællesskaber og sikre, at de nye tilbud er en del af det store fællesskab på værtsskolerne.

Samarbejde

  • Fokus på tæt samarbejde mellem udbydere af juniormesterlæreordningen.
  • Sikring af, at viden og erfaringer fra hele skolevæsnet bruges.

Øvrigt

  • Elevernes understøttelse til at finde praktikpladser i deres nærområder.
  • Mulighed for opstart i juniormesterlæreordning allerede fra 7. klasse 
    I henhold til lovgivningen omkring juniormesterlæreordning er dette kun en mulighed i 8. og 9. klasse, det er derfor ikke muligt at tilbyde det til elever på andre klassetrin, præcis som tilfældet er med Folkeskolelovens § 9, stk. 4.
  • Mulighed for at elever i juniormesterlære kan tage fuld afgangseksamen.
    Formålet med ordningen er at sikre mere varierede undervisningsforløb, hvor elever har mulighed for at vælge en alternativ afslutning på folkeskolen med et mere praktisk sigte. Derfor undervises der i juniormesterlæreordningen i en reduceret fagrække (dansk, matematik, engelsk og fysik/kemi), hvor den fagfaglige undervisning udgøres af tre femtedele af undervisningstiden.  
  • Skabe viden og opmærksomhed hos virksomhederne omkring ordningen.
  • Vejledning til og omkring tilbuddet fra UU.
    UU har deltaget i arbejdsgruppen og der er opmærksomhed herpå. Samtidig har det i drøftelserne været påtalt, at samling af tilbuddet på få lokationer vil styrke vejledningen af elever i tilbuddet.
  • Praktik fremfor praksisfaglige undervisningsforløb.
    Det er beskrevet, at det er en målsætning, at eleverne er i praktik og anvender praksisfaglige undervisningsforløb, når praktik ikke er en mulighed. 
  • Opmærksomhed på at få opbygget gode fortællinger i hele kommunen, der understøtter juniormesterlæreordningen. Det gode narrativ er med til at gøre tilbuddet attraktivt.

Med afsæt i de indkomne høringssvar har det ikke givet anledning til ændringer i anbefaling til organisering af juniormesterlæreordningen på almenområdet, hvorfor anbefalingen om organisering af juniormesterlæreordning fortsat anbefales oprettet på Fjerritslev Skole og Skolecenter Jetsmark.

For specialområdet indstilles det, at der foreløbigt laves individuelt tilrettelagt forløb for den enkelte elev. 

Tidsplan
Børne- og Familieudvalget d. 03.02.25
Økonomiudvalget d. 12.02.25
Kommunalbestyrelsen d. 27.02.25

Indstilling: Børne- og Familieforvaltningen indstiller, at Børne- og Familieudvalget anbefaler

at Kommunalbestyrelsen godkender forslag til organisering af juniormesterlæreordning på almenområdet med oprettelse på Fjerritslev Skole og Skolecenter Jetsmark.

at Kommunalbestyrelsen godkender forslag til foreløbig organisering af juniormesterlæreordning på specialområdet, hvorefter der etableres individuelt tilrettelagte forløb for den enkelte elev.

Bilag
Indkomne høringssvar

Deltag i debatten på Jammerbugtposten.dk - Skriv en kommentar til denne artikel:

Skriv venligst en kommentar
Indtast dit navn

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER