Seks personer anholdt i grov voldssag i Aabybro

Arkivfoto: Nordjyllands Politi.
Print Friendly, PDF & Email

I en større anholdelsesaktion, koordineret af Nordjyllands Politi, er i alt seks personer i løbet af natten til 23. juni 2020 anholdt af politiet: en i Nordjylland og resten på Sjælland. Alle de anholdte er sigtet for grov vold.

Baggrunden for politiets aktion er et overfald begået d. 23. maj 2020 i Aabybro, hvor fem maskerede mænd trængte ind i forurettedes hjem. Her tildelte de ham blandt andet slag på kroppen med et jernrør samt spark. 



Forurettede blev efterfølgende indlagt med skader som følge af overfaldet, men er udskrevet. 

Koordineret efterforskning

Nordjyllands Politi har lige siden overfaldet efterforsket intenst i sagen sammen med politi-kolleger fra Særlig Efterforskningscenter Øst – og det er dét samarbejde, som er grundlaget for, at politiet har kunnet identificere i alt syv mistænkte, som man sætter i forbindelse med det grove overfald. 

”Og det er seks af disse personer, som vi i godt samarbejde med kolleger på Sjælland har anholdt i løbet af natten i en koordineret anholdelsesaktion,” oplyser lederen af politiets efterforskning, politikommissær Lene Madsen, der erklærer sig tilfreds med forløbet af aktionen  

Fem af de seks personer blev anholdt på forskellige adresser i Sjælland, mens den sjette blev anholdt på en adresse i Nordjylland. En person eftersøges stadig, men politiet kender identiteten på pågældende, ligesom man er dialog med vedkommende.  

Overfald er isoleret hændelse 

Alle de mistænkte i sagen er tilknyttet rocker- og bandemiljøet.

”Men det er vores opfattelse, at der ligger en personlig uoverensstemmelse til grund for overfaldet, som vi derfor betragter som en isoleret hændelse,” siger politikommissær Lene Madsen, der af hensynet til det videre efterforskningsarbejde ikke kan udtale sig yderligere om sagen – hverken overfaldet i eget hjem eller den efterfølgende efterforskning i sagen. 

”Vi kan dog tilføje, at vi med aktionen i dag har ønsket at sende et klart signal om, at den slags grove overfald i eget hjem er helt uacceptabelt, og det sætter politiet ind mod.” 
 
De anholdte er alle mænd i alderen 22 – 38 år. 

Fremstilling i Hjørring 

De anholdte blev i dag, 23. juni 2020 kl. 15.00, fremstillet i et grundlovsforhør i Retten i Hjørring, sigtet for kvalificeret vold, dvs. for overtrædelse af straffelovens § 245.