Politipatrulje på nettet i dyrenes tjeneste

Her har en politiassistent fra dyrevelfærdssektionen i Nordjyllands Politi fundet en interessant udenlandsk hjemmeside, hvor man kan købe giftige dyr, som kan blive leveret i nærmeste lufthavn.
Print Friendly, PDF & Email

Dyrevelfærdssektionen i Nordjyllands Politi deltog for nylig i en online Europol-aktion. Fangsten var 12 hjemmesider, som mistænkes for ulovlig handel med truede dyrearter.

Politiets operative indsatser skal gerne matche kriminalitetens udvikling, og derfor holder politiets dyrevelfærdssektion i nord også godt øje med, hvad der handles med på de forskellige salgssider på nettet. Af samme grund deltog sektionen selvfølgelig, da der 7.-20. juni 2020 var EMPACT Cyber Patrol – en fælleseuropæisk operation koordineret af Europol.


“Cyber Patrol går ud på, at alle de deltagende lande bruger én hel dag i perioden på at patruljere på nettet,” indleder politikommissær Henrik Taagaard, leder af dyrevelfærdssektionen i Nordjyllands Politi, som også dækker Østjyllands- og Midt- og Vestjyllands politikredse.

Han satte alle mand i sving med at identificere mistænkelige hjemmesider med ulovligt salg af især truede dyrearter. 

Fandt 12 mistænkelige sider

Dyrevelfærdssektionen ledte efter sider, som eksempelvis solgte skildpadder, papegøjer, varaner, gekkoer, pilegiftfrøer, beskyttet fauna mv. Der blev også kigget efter salg af levende miniskildpadder og salamandre i nøgleringe eller giftslanger, der ikke må besiddes af private i Danmark.

“Det er nyt for os at foretage patrulje på internettet, men det minder meget om at køre en målrettet aktion ude i fædrelandet. Vi har fået et oplæg til, hvilke dyr vi skal lede efter, og vores specialiserede dyrevelfærdsenhed har været på kursus på området omkring truede dyrearter. Efter kun 2 timers online-patrulje, havde vi allerede fundet 8 mistænkelige hjemmesider” fortæller Henrik Taagaard.

Da dagen var gået, havde teamet gennemset 37 forskellige hjemmesider og fundet 12 af dem mistænkelige. Disse sider indrapporteres til Rigspolitiet. Her samler man nu alle danske bidrag til en fælles indberetning til EMPACT.