ForsideAndetSalling Group overtager varelager og historisk stærkt legetøjsbrand fra TOP-TOY

Salling Group overtager varelager og historisk stærkt legetøjsbrand fra TOP-TOY

Salling Group køber TOP-TOY’s samlede danske varelager samt BR’s IP-rettigheder i Danmark…


Salling Group, der blandt andet står bag kæderne Bilka, føtex, Netto, Wupti.com og Salling Stormagasiner, har indgået aftale med kurator i den konkursramte TOP-TOY-koncern om køb af varelager og IP-rettigheder. Handlen dækker TOP-TOY’s samlede danske varelager samt rettigheder til BR-brandet i Danmark; dvs. retten til at anvende BR-navnet samt BR’s egne mærker på det danske marked. Aftalen omfatter ikke rettigheder til Toys’R’Us-brandet.

I december annoncerede TOP-TOY lukning af samtlige Toys’R’Us- og BR-butikker, efter at virksomheden gik konkurs. I første omgang ser Salling Group et stærkt samspil mellem det opkøbte varelager og føtex’ og Bilkas eksisterende udbud af legetøj. 

Administrerende direktør i Salling Group Per Bank siger om aftalen mellem kurator i TOP-TOY og Salling Group:

– Der er tale om en strategisk vigtig aftale for Salling Group, da konkurrencen på legetøjsmarkedet er markant forstærket de seneste år. Med aftalen sikrer vi, at legetøj fortsat er en vigtig del af kundernes indkøbsmuligheder i de fysiske butikker i hele landet, og at legetøjssalget ikke alene flytter over på udenlandske webshops. Hvordan BR-brandet på sigt vil blive anvendt, har vi ikke taget endelig stilling til endnu.

Aftalen betyder, at Salling Group alene overtager varelager samt IP-rettigheder. Salling Group køber dermed ikke den samlede virksomhed, og aftalen omfatter således ikke overtagelse af fysiske butikker eller medarbejdere. 

– Det er beklageligt, når kompetente medarbejdere i branchen mister deres arbejde efter butikslukninger. Med 1500 ledige jobs i Salling Group er der forhåbentlig muligheder for mange af TOP-TOY’s dygtige medarbejdere hos os. Indtil da sikrer vi med denne handel, at rettighederne til et hæderkronet dansk brand forbliver på danske hænder, siger Per Bank, administrerende direktør i Salling Group.

Allerede før nytår lancerede Bilka og føtex en bytteservice, så julegaver købt i BR og Toys’R’Us i Danmark kan byttes til andet legetøj i føtex’ og Bilkas udvalg. Bytteordningen fortsætter uændret hele måneden, så julegaver kan byttes frem til den 31. januar, hvis varen findes i føtex, Bilka eller på Bilka.dk.

Salling Group har orienteret Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen om handlen.

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER