Giv huset et grundigt sommertjek, så det er rustet til efterårets regn og rusk. Hold øje med træværk, tagflader, tagrender og utætheder og hold snor i haven.
Som boligejer er det altid fornuftigt at bruge nogle timer i løbet af sommeren til at give boligens udvendige flader et sundhedstjek. Tiden er godt investeret. På den måde sikrer man, at boligen i det lange løb holder sin værdi.
– Når din bolig er løbende vedligeholdt, er den attraktiv for et større publikum den dag, du står og skal sælge den, fortæller Thomas Jacobsen, markedsdirektør hos RealMæglerne med mere end 100 ejendomsmæglerbutikker i Danmark.
I løbet af sommeren er der risiko for store regnskyl og skybrud. Det er derfor vigtigt, at boligejere holder øje med vandets mulighed for at komme væk fra huset.
– Hold især øje med tagrender og husets brønde. Nedløbsbrøndene er fx der, hvor vandet fra taget ender ved jorden via nedløbsrørene. Nedløbsbrønden er konstrueret, så bunden i brønden ligger lavere end udløbet. Det betyder, at blade og sand, som ryger med regnvandet ned i brønden, samler sig i bunden, forklarer Thomas Jacobsen.
Se også efter, om fliser og anden belægning har den korrekte hældning væk fra huset, og der ikke er lunker langs huset, hvor vandet kan samle sig.
I haven pibler ukrudtet frem i løbet af sommeren på grund af de mange timer med solskin og lys:
– Gør dig selv den tjeneste at opbygge nogle rutiner omkring havearbejdet, så det ikke stikker af og bliver et uoverkommeligt projekt. Gør haven nem for dig selv at passe i forhold til, hvor meget tid du har til havearbejde i hverdagen. I dit redskabsskur kan du fx hænge en plan op for, hvad du skal gøre i løbet af året. Det kan være alt fra græsslåning og rive blade og mos fra plænen til hækklipning og beskæring af træer og buske.
Samtidig er sommeren dér, hvor du bør tjekke de udvendige flader af huset for skader, der kan medføre indtrængende fugt. Få det udbedret, før fugten kommer inden for.
Thomas Jacobsen anbefaler, at boligejere hvert år i løbet af sommeren går en runde omkring sit hus og noterer de opgaver og potentielle problemer, der skal løses:
– Hold især øje med tagbelægning og tagrender. Er tagstenene/tagpladerne tætte og intakte? Er der risiko for overløb fra tagrenderne? Det er nu, du kan se det. Brug evt. en kikkert til at zoome ind på de fjerntliggende flader og murværk som fx skorstenen, uddyber han.
Her skal du holde øje:
- Beskæring af buske og træer. Klip hækken
- Vedligehold af terrasse (algebehandling / oliebehandling)
- Vedligehold af havemøbler (olie / maling / rens)
- Befri tagrender, riste og afløb for snavs, så vandet kan passere frit
- Tjek overflader og fuger for revner, huller og frostsprængninger
- Mal træværk med træbeskyttelse, fx døre og vinduer – undgå at male i for høje temperaturer
- Tjek også vindskeder og udhæng for utætheder
- Udskift træværk, som er angrebet af råd
- Giv insekter som myrer og murbier de rigtige insektmidler
- Tjek udendørs el og kloaksystem. Se på sik.dk, hvad du selv må reparere
– Det er meget billigere i længden at være boligejer, hvis du vedligeholder din bolig, fordi det er dyrt at reparere på følgeskader, slutter Thomas Jacobsen.