ForsideAndetSådan undgår du at grillfesten går op i flammer

Sådan undgår du at grillfesten går op i flammer

Sommerens hyggelige grillaften kan hurtigt gå op i flammer, hvis man ikke er opmærksom. Hver sommer modtager Alm. Brand hundredvis af brandskader, fordi grillen bliver glemt.

Sommervarmen har for alvor fået fat, og det har fået flere danskere til at tænde op i grillen. Men midt i hyggen glemmer flere desværre at holde øje med bøfferne, og det kan få store konsekvenser efter en periode med varmt og tørt vejr.


Ifølge Alm. Brands skadesafdeling stiger antallet af brandskader typisk i takt med, at hedebølgen rammer landet.

”Når vejret er som nu, skal man være ekstra opmærksom, da det hurtigt kan gå galt. Vi har set mange tilfælde, hvor høje flammer for fat i et halvtag eller tagudhæng. Fælles for langt de fleste skader er, at de opstår, når grillen står uden opsyn,” siger Brian Wahl Olsen, direktør i Skadespartnerskaber & Forebyggelse hos Alm. Brand.

Hos Alm. Brand kan man mærke, at det stabile sommervejr har trukket flere danskere ud til grillen.

”Vi har travlt med at rådgive og hjælpe en lang række kunder, som midt i hyggen glemte maden. Mange tror måske, at de er grillmestre og kan slække lidt på koncentrationen, men det er alvorligt, når der går ild i en grill, og du kan hurtigt ende med større skader end en forkullet bøf,” siger Brian Wahl Olsen.

Hold øje med grillen

Ender et uheld med grillen i en brandskade på huset, vil brandskaden som udgangspunkt være dækket af din husforsikring.

”Hvis et uheld med grillen ender i en brandskade på huset, vil brandskaden som udgangspunkt være dækket af din husforsikring, men det kræver, at du ikke har udvist groft uagtsomhed. Mit vigtigste råd er derfor, at man altid har et øje på grillen og placerer den i god afstand til brændbart materiale,” siger Brian Wahl Olsen.

Her er et par gode råd, så du og din grill slipper helskindet igennem sommeren.

Gode råd

  1. Hold øje med grillen, når den er tændt
  2. Placér grillen væk fra bygninger og andet brændbart som planter og buske
  3. Hav altid en vandkande tæt på grillen, så du hurtigt kan slukke store flammer
  4. Er vinden kraftig, skal grillen længere væk fra bygninger og udhæng på tag
  5. Kullene skal være helt kolde, når du fjerner dem fra grillen
- Annonce -

SENESTE ARTIKLER