Sådan får du en have, som er nem at vedligeholde
Med en have følger muligheden for udeliv, hygge og glæden over at se dine planter vokse og blomstre. Der følger dog også en masse hårdt arbejde for løbende at passe og vedligeholde haven, så den fremstår smuk og indbydende.
Hvis du gerne vil gøre arbejdet lidt nemmere for dig selv, så læs med her. Vi har samlet en række forslag til planter, som er nemme at passe, og som kun kræver et minimum af vedligeholdelse.
En nem have
Hvis du vælger en have med lav vedligeholdelse, behøver du hverken at gå på kompromis med havens mangfoldighed eller frodighed. Der findes nemlig et stort og varieret udvalg af vedligeholdelsesnemme planter. Fordelen ved disse planter er, at de kræver et minimum af pasning, og at de er hårdføre nok til klare de skiftende årstider i Danmark.
Går du og overvejer, om et drivhus kan passe ind i en nem have, så er svaret ja. Du kan sagtens beplante dit drivhus med smukke planter, som kræver minimal pleje. Vælg blandt alle drivhusene fra Halls og find netop det, som passer til dine ønsker.
Stauder
Med stauder i haven er du sikret smukke og blomstrende bede år efter år. Stauder er flerårige planter, og de kan således vende tilbage mange år i træk. Det er nemt at vælge hårdføre stauder, som enten er helt vedligeholdelsesfrie, eller som kun kræver ganske lidt pasning. Som eksempel kan nævnes stauder som hostaer, høstanemoner og dagliljer.
Løgplanter
En anden meget nem plante at have i haven er løgplanter. Får du lagt de rigtige løgplanter, kræver de faktisk ingen vedligehold. To vigtige fortrin ved løgplanter er, at de kommer igen år efter år, og at du kan lægge dem mange forskellige steder i haven. De kan lægges i græsplænen, under buske og træer samt i dine staudebede. Alternativt kan du have dem i krukker. Blandt de nemmeste løgplanter findes påskeliljer, erantis, vintergækker, krokusser og tulipaner.
Stedsegrønne planter
De stedsegrønne planter pryder haven hele året rundt, da de ikke taber deres løv ved efterårstid. Der er på den måde ikke behov for at rive blade op. Mange stedsegrønne planter kræver kun en smule beskæring og vedligehold. Du kan således vælge enebær eller buksbom til din vedligeholdelsesnemme have.
Græsser
Prydgræsser bliver mere og mere populære i de danske haver. De fås i mange varianter og kan tilføje haven et skær af lethed samt henlede tankerne på klitter og strand. Prydgræsser udmærker sig ved at være hårdføre og tørketolerante. Elefantgræs, kæmpefjergræs og japansk skovgræs vil oplagte at vælge som et nemt prydgræs.
Lavendel
Ved at plante lavendler i din have får du både smukke og velduftende planter. De trives under tørre og solrige forhold, men kan sagtens overvintre ude. Hvis du er interesseret i en have med diversitet, vil lavendelbuske kunne tiltrække både sommerfugle og bier. Du kan også bruge lavendlen i køkkenet. Både blomsterne og bladene kan bruges i is, kager og desserter som smagsgiver.