ForsideAabybroRyggen gjorde ondt, men jobbet skulle passes

Ryggen gjorde ondt, men jobbet skulle passes

Hvad gør en virksomhedsejer, når ryggen driller, men jobbet skal passes? Virksomhedsejere og deres ansatte kan få råd og vejledning hos Jammerbugt Kommune, hvis helbredet gør det svært at klare jobbet. En tidlig indsats hjælper både medarbejderen, arbejdsgiveren og kommunen.

En kilepude på kontorstolen og et hæve sænkebord, det er to uundværlige redskaber for Tine Kristensen. Hun har nemlig dårlig ryg.

Tidligere på året var rygsmerterne så slemme, at hun nogle dage måtte tage hjem fra sit arbejde før fyraften. I dag har hjælpemidler, rådgivning og træning fra Jammerbugt Kommune hjulpet hende til en tålelig dagligdag på kontoret.

Tine ejer Kaas Biler med sin mand, Tom Kristensen. Som selvstændig stod hun i et dilemma, når ryggen gjorde alt for ondt til, at hun kunne holde ud at arbejde. 

”Som selvstændig er det svært at sygemelde sig, for der er ingen til at tage over. Jeg vidste ikke, at man som selvstændig kan få hjælp fra kommunen, inden en sygemelding. Det troede jeg først var muligt, hvis jeg sygemeldte mig, og det var bare ikke rigtig en mulighed”, fortæller Tine Kristensen.

Tine Kristensen ved sin stol
Tine Kristensen har flere puder til at aflaste sin ryg på arbejdet. FOTO: Jammerbugt.dk

Det var på et møde i Pandrup Handelsstandsforening i marts, hun mødte virksomhedskonsulent Tove Thorsen fra Jammerbugt Kommune, som fortalte om tilbuddet om afklaring og mulige indsatser. Dengang var Tine allerede i slutningen af et udredningsforløb hos egen læge.

”Vi har været hos flere handelsstandsforeninger for at fortælle om vores tilbud. Det har vist sig at være et god måde at nå de selvstændige på, og få fortalt dem om muligheden for at få hjælp til dem selv eller deres ansatte”, fortæller Tove Thorsen.

Fastholdelses – og forebyggelsesteamet tæller i alt tre konsulenter, der ud over Tove Thorsen består af Heidi Landgrebe og Lasse Winstrup Pedersen.

Rådgivningen fra kommunens fastholdelses- og forebyggelsesteam er for alle på arbejdsmarkedet, som er bosiddende i Jammerbugt Kommune, og er en indsats, der forebygger potentielle sygemeldinger hos borgere i kommunen, eller som hjælper med, at sygemeldte hurtigere kan genoptage deres job.

”Mange ansatte hos virksomheder i Jammerbugt Kommune, og virksomhedsejerne ved ikke, at de kan kontakte os. Det er først, når medarbejderne bliver sygemeldte, at de automatisk kommer forbi os. Men de har muligheden for at få hjælp, inden de når til en sygemelding – og sygemeldingen kan i nogle tilfælde helt undgås ved en forebyggende indsats”, forklarer Tove Thorsen.

Målrettet hjælp

På mødet aftalte Tine og Tove at følge op på mulighederne for Tine. Og kort tid efter tog Tine kontakt til Tove, da havde hun fået forklaringen på rygsmerterne fra lægen: Du har slidgigt i en 5. lændehvirvel. Det går aldrig væk, men du kan træne det op og kan leve fint med det.

Herefter gik det tjept. Gennem kommunen blev Tine tilbudt rådgivning fra en fysioterapeut og fik tilbudt varmvandstræning.

”Først talte jeg med Tove om, hvad der var galt, og hvor vi skulle sætte ind. Herefter satte hun mig i kontakt med en af kommunens fysioterapeuter, som kom forbi mit arbejde for at se, hvordan min arbejdsplads er indrettet. På grund af min ryg havde jeg allerede nogle hjælpemidler. Fysioterapeuten gav mig desuden et vippebræt og en rygpude til at træne og støtte min ryg”, siger Tine.

Tilbud om et træningsforløb i motionscenter tog hun også imod. Her støttede samme fysioterapeut, som tog med for at vise Tine, hvilke maskiner, der passer til hende og hvordan og i hvor lang tid, hun skal træne.

”Det var mega godt og fantastisk at komme i gang med at træne. Det bedste er, at jeg fik fysioterapeuten med ud at vise mig, hvordan jeg træner rigtigt og hensigtsmæssigt. Jeg skal jo selv træne, men havde brug for et træningsprogram, og for at vide, hvad min ryg kan tåle. Så kan jeg selv træne rigtigt i fremtiden”, fortæller Tine.

Tine har ikke sluppet sine rygsmerter helt, da de stammer fra slidgigten, men med rådgivningen fra Jammerbugt Kommune og jævnlig træning, er hendes smerter aftaget, og hun kan igen passe sit arbejde hver dag – hele dagen.

Planen er, at Tine også skal starte til varmvandstræning efter sommerferien.

”Som formand for Beskæftigelsesudvalget er jeg stolt af vores fastholdelsesindsats i Jammerbugt Kommune. Den virker helt efter hensigten, nemlig at hjælpe den enkelte borger og forebygge, at ansatte bliver sygemeldte og dermed kommer på sygedagpenge. Jeg vil derfor gerne opfordre til, at ordningen anvendes mest muligt”, udtaler Morten Klessen, formand for Beskæftigelsesudvalget.

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER