Royal Run 2022 runder 80.000 deltagere

Kronprinsen til Royal Run i København sidste år. Foto: Lars Møller

Med bare én måned til Royal Run har eventet med kronprinsen i spidsen nu rundet intet mindre end 80.000 deltagere og slår dermed sidste års deltagertal.

Når H.K.H. Kronprins Frederik 2. pinsedag skyder Royal Run i gang, bliver det indtil videre i selskab med over 80.000 deltagere fordelt på de seks værtsbyer.

-- annonce ---

I år er det Aalborg, Aarhus, Kolding, Næstved, København/Frederiksberg og Bornholm, der åbner portene for de mange deltagere, der ønsker at løbe eller gå det royale løb.

Dermed har Royal Run ’22 slået sidste års deltagertal, hvor 79.396 deltog i Aalborg, Sønderborg, Odense, København/Frederiksberg og Bornholm.

Det er idrætsvisionen Bevæg dig for livet, som DGI og Danmarks Idrætsforbund står bag, der arrangerer Royal Run. Og her er der naturligvis stor glæde over den flotte tilslutning:

”Det er en helt fantastisk milepæl, vi har nået nu, og det er med stor stolthed, at vi byder velkommen til de indtil videre 80.000 deltagere, der nu har tilmeldt sig. Jeg er meget stolt over, at vi nu på fjerde år kan samle så mange danskere om at bevæge sig,” siger Morten Mølholm, der er administrerende direktør i DIF og en del af Royal Runs styregruppe.

Kronprinsen i årets Royal Run T-shirt. Foto: Matthew James/Royal Run.

En tradition for danskerne

Her en måned inden det populære event finder sted har Næstved meldt helt udsolgt, mens der i Kolding er pladser tilbage på 5 km-distancen. I Aalborg, Aarhus, København/Frederiksberg og Bornholm er der stadig ledige startnumre på alle distancer.

”Vores mål i de to idrætsorganisationer er at bevæge danskerne, og det er en kæmpe glæde, at vi nu har rodfæstet os så meget i danskernes bevidsthed, at Royal Run er blevet en tradition for både børnefamilier, unge og ældre, der alle sammen ser Royal Run som en god anledning til at bevæge sig i fællesskab,” siger Jens Otto Størup, der er administrerende direktør i DGI og ligeledes en del af Royal Runs styregruppe.

Tilmeldingstal i byerne: 

Aalborg: 8.188

Aarhus: 13.222

Kolding: 13.116

Næstved: 11.595

København/Frederiksberg: 33.565

Bornholm: 320

OM ROYAL RUN

  • Royal Run afholdes 2. pinsedag, den 6. juni 2022
  • Royal Run ’22 finder sted I Aalborg, Aarhus, Kolding, Næstved og København/Frederiksberg. På Bornholm er der Royal Run samme dag uden kongelig deltagelse.
  • Royal Run blev første gang afholdt i 2018 i anledning af H.K.H. Kronprinsens 50-års fødselsdag. Her var 70.938 tilmeldt.
  • I 2019 var 82.082 tilmeldt Royal Run i Klaksvik, Aarhus, Aalborg, København/Frederiksberg og i Rønne.
  • Royal Run arrangeres af idrætsvisionen Bevæg dig for livet – et samarbejde mellem Danmarks Idrætsforbund, DGI og Dansk Atletik. TV 2 og Regionerne er mediepartner på Royal Run, og Trygfonden, Nordea-fonden og Novo Nordisk Fonden er strategiske partnere.
  • Tilmelding og information: royalrun.dk (Tilmelding kan ske op til dagen før eventet)