Rekord mange udrykninger til nødlidende dyr

Familiedyr fylder godt i statistikken over udrykninger. Denne killing kom i starten af juli i knibe sammen med sin søster, da de havde gemt sig langt inde under nogle store skibscontainere nord for Aalborg


Rekord mange udrykninger til nødlidende dyr

I år har rekord mange opkald til 1812 krævet hjælp fra Dyrenes Beskyttelses beredskab af frivillige ildsjæle og dyrevenner.

-- annonce ---


Det er første år, at flere end 30.000 af henvendelserne til vagtcentralen 1812 er sendt videre til frivillige kredsformænd, dyrereddere, skytter og schweisshundeførere.

  • Det har været det travleste år for vores beredskab nogensinde. Derfor er vi også særligt stolte af den indsats, der er gjort for nødlidende, forsømte eller ildestedte dyr i hele landet – særligt set i lyset af, at størstedelen af vores beredskab er frivillige, siger Yvonne Johansen, dyreværnschef hos Dyrenes Beskyttelse.

Den øgede aktivitet hos beredskabet sker på trods af, at vagtcentralen oplevede færre henvendelser end i 2021. En foreløbig opgørelse viser, at vagtcentralen behandlede 81.547 enkeltstående sager om nødlidende dyr i år – to procent færre end i 2021. Alligevel trak vagtcentralen otte procent mere på beredskabet end året før. Tælles sager med, hvor Falck eller henvender selv hjalp med at få det nødlidende dyr til dyrlæge eller internat, lyder estimatet på 42.000 udrykninger i 2022.

Danskerne opdager flere dyr i nød

Forklaringen på de flere udrykninger skal først og fremmest findes i den stigende aktivitet efter genåbningen af samfundet, mener Dyrenes Beskyttelse.

  • Vores oplevelse er, at danskerne er blevet mere opmærksomme og bedre til at vurdere, når et dyr trænger til hjælp. Samtidig med at vi er mere på vejene og besøger hinanden oftere end under nedlukningerne og restriktionerne, siger Yvonne Johansen.

Til gengæld modtog vagtcentralen færre henvendelser hen over sommermånederne i år, da flere danskere tog på sommerferie udenlands. Det betød, at færre stødte ind i dyreunger i naturen end det foregående år. Der var cirka ti procent færre sager om vilde dyr end året før, hvorfor telefonisk rådgivning også fyldte mindre i år.

Dyrenes Beskyttelse har da også styrket eget beredskab og skaffet flere dyrevenner til at rykke ud og hjælpe nødlidende dyr. Særligt antallet af frivillige skytter i beredskabet er vokset stødt siden 2020, så der i dag er 106 skytter på landsplan. De rykker ud til aflivning af nødlidende påkørte dyr, der formodentlig ikke kan reddes. Det har øget responstiden betydeligt og giver dermed dyrene en hurtig hjælp til deres smerte og lidelser.

Frem til december måned havde skytterne løst over 2.600 sager med påkørsler – en stigning på flere end 1.000 sager i forhold til 2021. Tre ud af fire af sagerne drejede sig om påkørt hjortevildt, og resten af sagerne har overvejende været påkørsler af ræv, grævling og hare.

Deltag i debatten på Jammerbugtposten.dk - Skriv en kommentar til denne artikel:

Skriv venligst en kommentar
Indtast dit navn