Rejsegilde for nye ældrevenlige boliger i centrum af Aabybro
Et nyt byggeri i 4-6 etager* er godt på vej i Aabybro Centret – som en del af fornyelsen i den hastigt voksende bys centrum.
Onsdag d. 15. januar var der rejsegilde på 30 ældrevenlige boliger i centrum af Aabybro, kvarteret Aabybro Centret.
Der er tale om toværelseslejligheder, som i gennemsnit bliver på 77 kvadratmeter. Stueplanet bliver forretningslokaler, som kommer til at huse en butik i kæden ”Normal”, og som opføres af entreprenør, Tom Jakobsen.
Bygherre på boligerne er Nørresundby Boligselskab, som allerede har tilsvarende i området, og som melder om stor interesse for projektet.
Aabybro oplever stor tilflytning – en stigning i indbyggertallet på 18 procent de seneste 10 år. Det nye byggeri er et naturligt skridt i den fornyelse af Aabybro Centret, som har stået på de seneste år, fortæller borgmester Mogens Christen Gade.
”Aabybro Centret er i gang med en omfattende opdatering. Målet er, at det fortsat skal være byens pulserende centrum med mange muligheder for handel og service, og med liv og boliger. For de beboere, som kommer til at bo her i Aabybro Centrets nye boliger, venter det hele i gåafstand, og rammerne til gode liv er således sikret,” understreger borgmesteren.
Byggeriet af de 30 ældrevenlige boliger forventes at stå færdigt i oktober 2025.
Etape II i det almene boligbyggeri, som Nørresundby Boligselskab også står for, forventes at tage sin begyndelse i slutningen af 2025. Også her er der tale om 30 nye boliger – almene familieboliger.
*Byggeriet bygges i 4 etager ud mod vejen og 6 længere inde.