Regionernes henvisninger til privathospitalerne er steget markant

Arkivbillede

Regionernes henvisninger til privathospitalerne er steget markant

Regionerne henviser flere patienter end nogensinde før til behandling på privathospital. I alt blev en patient henvist 236.740 gange i 2022. Det er næsten 50.000 flere henvisninger end i 2021, som også var rekordår for henvisninger.

-- annonce ---
Foto: Danske Regioner

– Det er helt afgørende, at patienterne får tilbudt den rette behandling så hurtigt som muligt. Stigningen viser, at vi har fuldt fokus på at få gennemført så mange behandlinger, som vi overhovedet kan, så patienterne ikke skal vente længere end højest nødvendigt, siger Danske Regioners formand, Anders Kühnau.

DEN SAMLEDE KAPACITET SKAL UDNYTTES OPTIMALT

De 236.740 henvisninger til privathospitalerne i 2022 er en stigning på 26 procent i forhold til 2021 – og hele 63 procent flere henvisninger end i 2019.

De private aktører spiller dermed en vigtig rolle ved at aflaste de offentlige hospitaler, siger Anders Kühnau. Han understreger, at den samlede offentlige og private kapacitet skal udnyttes optimalt.

– Regionerne har i 2022 benyttet den private kapacitet i så stort omfang, som det har været muligt for os. Muligheden for at henvise har været vigtig for patienterne i løbet af et år, hvor vi har oplevet et meget stort pres på de offentlige hospitaler.

– Derfor er det også vigtigt, at vi bruger den samlede kapacitet på den klogeste måde. Vi vil gerne sikre, at de patienter, som har allermest behov, kommer til så hurtigt som overhovedet muligt, siger Anders Kühnau.

LÆS OGSÅ: Har du kørt for stærkt? Her kan du beregne din fartbøde