Regionen støtter kultur og fællesskab!

Ole Stavad
Ole Stavad (S) Regionsrådsmedlem, tidligere erhvervsminister Foto: Erik Sahl
Print Friendly, PDF & Email

Af Ole Stavad (S) Regionsrådsmedlem, formand for Udvalg for Regional Udvikling            Kirsten Holcks Vej 8, 9460 Brovst

Jeg har sagt det i mange sammenhænge: ”Kultur og fællesskab er ilten til det at være menneske”. Derfor slider nedlukninger og begrænsninger for at kunne mødes på os alle sammen. Rigtig meget af det, der giver værdi og indhold i livet, har de seneste måneder været sat på vågeblus.


Det er også baggrunden for, at vi i Region Nordjyllands budget for 2021 har afsat en ekstra million kroner, til at støtte mindre kulturelle arrangementer i hele Nordjylland. Vi må desværre også regne med, at vi i de kommende måneder må leve med begrænsninger på, hvor mange vi må mødes.

Derfor handler det om, at den ekstra million kommer ud og arbejde så hurtigt som muligt. Allerede på tirsdag har Regionsrådet sagen på dagsordenen til vedtagelse.

Indstillingen til Regionsrådet fra Udvalg for Regional Udvikling, hvor vi bl.a. har kultur som ansvarsområde, lyder i sin helhed:

”Den afsatte million har til formål at støtte mindre kulturarrangementer, der kan gennemføres på trods af COVID-19 restriktioner. Udvalget lægger vægt på, at der hurtigst muligt iværksættes en ansøgningsrunde, der kan understøtte behovet for udbud af mindre kulturarrangementer i alle dele af Nordjylland. Udvalget indstiller, at Administrationen i sin prioritering af støtteværdige arrangementer vægter, at den regionale støtte i størst mulig udstrækning går til betaling af udøvende kunstnere, der økonomisk er hårdt ramt af aflysninger og restriktioner i forbindelse med COVID-19. Endvidere at ansøgningsrunden tilrettelægges så enkelt og u-bureaukratisk som overhovedet muligt, så den også er attraktiv for frivillige foreninger, der drives af engagerede ildsjæle.”

Den indstilling står et enigt udvalg bag. Vi forventer også, at den vil blive vedtaget af et enigt Regionsråd på tirsdag.

Ansøgningsrunden bliver udbudt lige efter nytår og med ”løbende behandling”, så pengene kan komme ud og arbejde. Jeg tror og håber på rigtig mange ansøgninger fra alle dele af Nordjylland. Vi ved godt, at der er brug for meget mere. Men: ”Mange bække små gør en stor Å”. Hvis støtten pr. arrangement eksempelvis bliver på 20.000 kr., vil puljen på én million kunne række til at støtte 50 mindre kulturarrangement rundt i hele Nordjylland.

Jeg ved fra min tid som formand for en lille kulturforening i Brovst, hvor meget et beløb i den størrelse betyder for at kunne realisere et mindre kulturarrangement, som ikke alene kan finansieres af billetindtægter.

Og – så glæder vi os alle sammen til mere normale tider, hvor vi også kan mødes til større kulturarrangementer, men det bliver nok tidligst, når solen igen står højt på himlen.