ForsideAndetRegion Nordjylland til kamp mod unges mistrivsel

Region Nordjylland til kamp mod unges mistrivsel

Et stigende antal unge trives ikke og kæmper med psykisk mistrivsel. Derfor går Region Nordjylland nu med i et landsdækkende projekt, der skal hjælpe de unge med psykiske problemer….
.
Af Klaus Hansen

Region Nordjylland får nyt tilbud 
En online brevkasse besvaret af psykologer og fagfolk, hjælp til at finde professional rådgivning og videoer lavet specifikt til unge er nogle af hovedingredienserne i et regionalt tilbud, som nu bliver landsdækkende. Tilbuddet hedder Mindhelper.dk og er en hjemmeside specifikt designet til børn og unge med psykiske problemer.

Hjemmesiden har været tilgængelig i en årrække, og tilbuddet har vist sig at have så stor interesse fra de danske unge, at projektet med Mindhelper.dk nu også bliver et tilbud målrettet de unge nordjyder. Ifølge formanden for Psykiatriudvalget i Region Nordjylland, Jette Ramskov (S), er det et naturligt skridt for Region Nordjylland, at involvere sig i projektet.

– Det er uhyre vigtigt, at vi investerer i at løfte den generelle mentale sundhed hos børn og unge, som mistrives. Vi skal som sundhedsvæsen sikre, at de modtager hjælp på det rette tidspunkt, så deres symptomer ikke forværres, siger Jette Ramskov.

Onlinehjælp kan være vejen frem for de unge 
Online platforme kan i høj grad være medvirkende til, at unge mennesker får lyst til at henvende sig til sundhedsvæsenet. Det kan nemlig for nogle unge være svært at henvende sig fysisk eller telefonisk med problemerne og med Mindhelper.dk har de danske og nordjyske unge nu en digital indgangsvinkel til at søge hjælp et sted, hvor sundhedsfagligheden er i orden.

– Det er rigtig godt, at de unge har mulighed for at opsøge den her form for viden på de digitale platforme, de i forvejen bruger. For en ung med ondt i sjælen, kan det være meget grænseoverskridende, at skulle opsøge en læge eller psykolog. Med Mindhelper.dk får de sundhedstilbuddet serveret, siger Jette Ramskov.

8,3 procent af de alle unge mellem 16 og 29 år har følt sig meget nedtrykt, deprimeret eller ulykkelig inden for en periode på 14 dage. Det tilsvarende tal for 2010 var på 5,6 procent. Det viser den landsdækkende Sundhedsprofil fra 2017.

Konkret hjælp til konkrete problemer
På hjemmesiden stiller de unge danskere konkrete spørgsmål til hvordan de skal håndtere deres psykiske problemer, og spørgsmålene omhandler emner som eksempelvis selvskade, meningsløshed og søvnproblemer. Spørgsmålene viser ifølge Jette Ramskov, at det giver god mening, at hjælpe de unge mennesker der har psykiske problemer.

– Hvis vi skal vende udviklingen, er det nødvendigt, at vi investerer i en tidlig indsats. God mental sundhed er en vigtig forudsætning for børn og unges indlæring, uddannelse og senere fodfæste på arbejdsmarkedet, siger Jette Ramskov.

Tidligere har onlineplatformen været finansieret og udbudt af Region Syddanmark, men erfaringerne herfra har vist, at behovet for Mindhelper.dk har været massivt. Derfor har de fire øvrige danske regioner tilsluttet sig projektet og alle regioner medfinansierer nu hjemmesiden. 

For Jette Ramskov er det vigtigt, at tilbuddet bliver bredt endnu mere ud, og at fremgangen i besøgstallene for hjemmesiden fortsætter.

– Det er jo et rigtigt godt tilbud og jeg vil da opfordre til, at man fortæller de unge, at det her tilbud eksisterer, og at det i mange tilfælde er en rigtig fin indgangsvinkel til sundhedsvæsenet, siger Jette Ramskov.

Siden Mindhelper gik i luften i 2016 har sitet haft over 800.000 besøgende, og i enkelte måneder har der været over 50.000 besøgende på siden.

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER