ForsideJammerbugtRegion Nordjylland er klar til at vaccinere

Region Nordjylland er klar til at vaccinere

Region Nordjylland forventer at starte vaccinationer den 27. december om morgenen på hospitaler og plejehjem. I første omgang modtager regionen 975 doser, der vil blive fulgt op af flere leverancer over de kommende uger

Flere vaccinationssteder oprettes  
I Region Nordjylland vil der i første omgang blive vaccineret på det kommunale plejehjem Birkebo i Aalborg Kommune. Umiddelbart herefter vil der starte vaccination på Aalborg Universitetshospital og Regionshospital Nordjylland.


– Rækkefølgen for hvilke plejehjem, der får tilbudt vaccinen, prioriteres efter kommunernes smittetryk samt plejehjemmenes størrelse og de enkelte plejehjems parathed, siger Jan Nybo, chef for regionens COVID-19 vaccineindsats.

Vaccinationen vil foregå på selve plejehjemmet og bliver givet af en praktiserende læge. Plejehjemsbeboere og personale på vagt, har mulighed for at modtage vaccinen.

Umiddelbart efter at vaccination begynder på plejehjem, vil regionen også gå i gang med at vaccinere frontpersonale og særligt sårbare patienter på regionens hospitaler. I første omgang skal vaccinen gives til frontpersonale, der håndterer COVID-19-patienter.

Regionsrådsformand Ulla Astman (S) glæder sig derfor også til, at der kommer større leverancer af vacciner til Nordjylland.

– Det kommer til at tage noget tid, før alt vores personale bliver vaccineret. Jeg glæder mig derfor til, at leverancen af vacciner bliver mere fast og i et større antal i starten af næste år. Vores personale har leveret en kolossal stor indsats i 2020, og det her er begyndelsen på enden af pandemien. Det kommer til at få stor betydning for personalet på hospitalerne, og ikke mindst for patienterne, der forhåbentligt snart vil kunne få deres undersøgelser og behandlinger til den planlagte tid og ikke opleve udskydelser på grund af covid-beredskabet, siger Ulla Astman.   

Der vil blive vaccinationssteder på Aalborg Universitetshospital i Aalborg (Syd), og Thisted samt på Regionshospital Nordjylland i Hjørring. Her vil bl.a. medicinstuderende, bioanalytikere og sygeplejersker forestå vaccinationen. Det kræver en særskilt invitation for at blive vaccineret her.   

Den brede befolkning må vente
Når de 975 doser er blevet brugt på hospitalerne og på plejehjem, vil der efterfølgende komme nye doser og nye vaccinationstyper. I takt med, at der tilfalder regionen yderligere doser og nye vaccinetyper, vil vaccinationsindsatsen blive opskaleret til også at omfatte vaccinationscentre (TestCenter Danmark) samt et udkørende team.

I vaccinationscentrene er målgruppen den brede befolkning, og den præcise opstartsdato for disse vaccinationssteder kendes ikke lige nu, da den afhænger af antallet af vaccinedoser, der tilfalder regionen – og hvornår de kommer til Nordjylland.

Der arbejdes ud fra en forventning om, at der skal etableres vaccinationscentre i Aalborg, Hjørring, Thisted, Hobro og Frederikshavn.

Der er ved regionens eksisterende testlokationer tilhørende TestCenter Danmark tiltænkt mulighed for at omrokere med flytbare vægge og nye ind- og udgange, så eksisterende lokationer også kan huse . Borgerne vil på sigt selv skulle bestille tid til vaccination på samme måde, som borgerne i dag bestiller tid til test for coronavirus.

Det udkørende team kommer til at vaccinere svært immobile borgere i eget hjem, som ikke kan flyttes til vaccinationssteder med f.eks. patienttransport.

Alle borgere der skal vaccineres, skal tilbydes to vaccinedoser, for at der kan blive ydet optimal beskyttelse mod COVID-19-infektion. Alle vil derfor skulle forbi et vaccinationssted to gange med 3-4 ugers mellemrum. Borgerne skal derfor bestille tid til 1. og 2. vaccination samtidig.  

- Annonce -

SENESTE ARTIKLER